Dyrskue på vej

Foregår i Thisted lørdag 28. maj

Forberedelserne til årets dyrskue, der finder sted lørdag 28. maj på dyrskuepladsen i Thisted, er i fuld gang. Det fortæller Niels Eriksen, formand for LandboThys og Mors-Thy Familielandbrugs dyrskueudvalg. Nordvestjyllands eneste dyrskue har i de seneste år oplevet stadig stigende interesse for deltagelse fra såvel udstillere af dyr, som maskinudstillere. Sidste år var der brug for alle hjørner af pladsen i Hurup, og det tegner til mindst lige så stor tilslutning i år. I slutningen af januar var der møde for alle raceforeninger og landbrugsrelaterede organisationer. Her præsenterede dyrskuets koordinator, Susanne Thomsen, et oplæg til disponering af dyrskuepladsen og gav praktiske oplysninger om tilmeldinger m.v. Invitationer til maskinudstillere m.fl. er netop sendt ud, og her få dage efter udsendelsen har rigtig mange allerede bestilt standplads. De lokale fødevarer får igen stor bevågenhed. Sidste års succes "Bondens bord" med præsentation af produkter og snak omkring bordet om produkterne og erhvervet gentages, og der vil igen være et stort område med udstillere af lokale produkter.