Aalborg

Dyrt at fyre direktør

AALBORG:Palle Bjørnstrup er i skudlinjen hos den utilfredse fraktion på Aalborg Væddeløbsbane, men det bliver dyrt at sætte ham på porten, hvis aktionsgruppen skulle tage dette skridt ved en eventuel magtovertagelse på den ekstraordinære generalforsamling senere i denne måned. Datoen er endnu ikke officiel. Palle Bjørnstrups treårige kontrakt rummer gensidige muligheder for opsigelse undervejs, men fra banens side kan samarbejdet tidligst stoppes med virkning fra 31. maj 2010. Direktøren vil således i tilfælde af snarlig fyring have krav på ca. 14 måneders løn. Hvad beløbet i så fald vil være, ønsker hverken Palle Bjørnstrup eller formanden Svend Gerlif at røbe. - Ingen tøsedreng - Men jeg får lavere løn end Jesper Elbæk, oplyser Palle Bjørnstrup, der ikke har mange kommentarer til forgængerens nedsættende vurderinger i avisen for nylig. - Udtalelserne siger mere om hans moral end om min... Palle Bjørnstrup bedyrer, at han ikke lader sig anfægte af de kritiske røster. - Jeg har aldrig været nogen tøsedreng i min karriere og ser med bestyrelsens opbakning frem til at løse de kommende opgaver. Et eller andet sted må fornuften sejre.