Dyrt at køre gratis

16. november 2016 11:10

Det kan blive dyrt at tage en gratis tur med bussen. Det erfarede 16 passagerer, da Nordjyllands Trafikselskab for nyligt gennemførte en razzia i de nordjyske busser.

Selv om Nordjyllands Trafikselskab (NT) havde annonceret razziaen på forhånd, blev der udskrevet kontrolafgifter til 16 passagerer, som ikke havde gyldig rejsehjemmel. Hver af de 16 passagerer afrundede derfor busturen med en kontrolafgift på 750 kr. Under den 2-dages intensive razzia blev der i alt kontrolleret 2681 passagerer fordelt på 106 busser. De 16 kontrolafgifter er ensbetydende med, at det gennemsnitligt er 0,6% af passagererne, der sætter sig ind i bussen uden gyldig billet.

Forud for razziaen havde NT gennemført en charmeoffensiv, hvor flere særligt uddannede buschauffører blev sendt på gaden for at tale med kunderne om de forskellige billetformer, der findes på NT’s hylder. Samtidig med buschaufførernes charmeoffensiv, kørte NT en informationskampagne vedr. korrekt billettering og den kommende billetkontrol på infoskærmene i alle regionens busser.

- Vi har kontrollører i busserne hver dag, men vores halvårlige intensive razziaer annonceres altid på forhånd. Det skal ikke være uvidenhed, der koster kunderne 750 kr. Forud for hver razzia sender vi også chauffører på gaden for at guide og vejlede kunderne om korrekt billettering, så vi giver dem de bedste forudsætninger for at begå sig i den kollektive trafik. Vores erfaring er, at denne strategi virker, da snydeprocenten i den nordjyske busser altid ligger under på 1%, hvilket er lavt sammenlignet med andre steder i Danmark, siger Mette Henriksen, Chef for Kunder og Salg i NT.

Kampagnen og charmeoffensiven havde da også ramt passagererne, som i de fleste tilfælde var orienteret om razziaen, da de mødte kontrollørerne. De 16 kontrolafgifter der dog blev uddelt, skyldes primært udløbne periodekort og passagerer, der havde "glemt" at købe en gyldig billet. Dog havde en enkelt passager redigeret i en sms-billet, og måtte derfor afslutte sin bustur med en politianmeldelse for dokumentfalskneri oveni kontrolafgiften på de 750 kr.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...