Færdselsforseelser

Dyrt at køre uden kørekort

Det kostede både bøde og fængsel at tage fem ture bag rattet uden kørekort

SKAGEN:En yngre mand blev i foråret 2000 fradømt kørekortet for tre år. Siden har politiet snuppet ham med foden på speederen fem gange. Den ene gang havde han en kniv med ude at køre, og en anden gang oplyste han forkert navn. Onsdag eftermiddag var det tid til afregning ved byretten i Skagen. Retten takserede hver af de fem køreture til 10 dages betinget fængsel og 10 timers samfundstjeneste. Desuden kostede de fem ture tilsammen 7500 kroner i bøde. Den anklagede, som bor i Skagen, forklarede, at han havde brug for bilen til at hente sit barn på Mols. Det villle tage for lang tid med offentlige transportmidler. Da han første gang blev stoppet uden kørekort, havde han en foldekniv i bilen. Den anklagede forklarede, at han har købt den i en almindelig forretning, og at han bruger den på havnen til at skære garn. Anklageren kaldte det en enhåndsbetjent hurtigtrækskniv. Sådan en må man godt bruge på havnen, men man må ikke gå eller køre rundt med den. Dommeren fulgte anklagerens krav om konfiskation og en bøde på 1000 kroner. En enkelt gang oplyste den yngre mand falsk navn og personnummer, ligesom han gav politiet en anden mands sygesikringsbevis. Den anklagede forklarede, at han forsøgte at undgå endnu en tiltale for at køre bil, mens han var frakendt kørekortet. Anklageren forlangte 14 dages ubetinget fængsel, men dommeren nøjedes med at idømme den yngre mand 10 dages ubetinget fængsel. I alt løb regningen op på 10 dages ubetinget fængsel, 50 dages betinget fængsel, 50 timers samfundstjeneste, 8500 kroner i bøde og en konfiskeret kniv. Den anklagede har nu to uger til at afgøre, om han vil modtage dommen.