Tyverier

Dyrt at miste sin havetraktor

Flere oplever her i græsslåningssæsonen at få stjålet deres plæneklippere eller havetraktorer - og det koster

- Min havetraktor befinder sig sikkert hos en eller anden "dum hund", der er ligeglad med, at den er stjålet, siger en vred Per Abildgaard fra Aars. Han fik i maj stjålet sin havetraktor. Den stod i en hal i Aars, hvor han havde lejet sig ind. Tyvene stjal udover havetraktoren også en trailer til at kører traktoren væk på. Traileren er senere fundet i Vendsyssel på Hjørring kanten. - Jeg var gal, men det hjælper jo ikke noget, siger Per Abildgaard. Men det var ikke ensbetydende med, at han ikke havde tænkt sig, at gøre noget ved sagen. Manden som ejede hallen investerede i en avis annonce, hvor Per Abildgaard udlover en dusør til den person, der kan komme med oplysninger i sagen. - Jeg vil jo gerne have den igen. Det er jo en fin plæneklipper, forklarer den bestjålede havemand og tilføjer; - Jeg har endnu ikke besluttet mig for dusørens størrelse, men omkring 1000 eller 2000 kr. afhængigt af, hvad der kommer frem og at den ikke er helt splittet ad. Men udover at græsset gror hos Per Abildgaard, har tyveriet også haft en økonomisk påvirkning på ham. Hans tre år gamle Stiga Villa havetraktor kostede 22.000 kr. fra ny og hans forsikrings selvrisiko er på 5000 kr. - Jeg får nok ikke mere end 7000 kr. fra min forsikring og så er der jo langt op til de 22.000 kr., fortæller Per Abildgaard. I løbet af den seneste tid har der været flere tyverier af både havetraktorer og plæneklippere i Vesthimmerland, men Løgstør politi mener dog ikke, at det er en "epidemi". - Det er et typisk problem henover græsslåningssæsonen, men sidste sommer var det meget værre, end det er i år, fortæller chef for vold og straffelov i Løgstør politi Jørn Kresten Nielsen. Per Abildgaard mener, at tyvene kører dem ud af landet og ind i Østeuropa. - Vi har ingen ide om, hvad tyvene gør ved dem. Men det kan eventuelt være bestilt arbejde, siger politichefen. Græsset måtte jo ikke vokse helt ind i himlen og derfor blev Per Abildgaard nødt til at investere i en ny maskine til 27.000 kr. - Jeg har ikke modtaget nogen henvendelser på annoncen og min dusør, og det tror jeg heller ikke, at jeg kommer til. Men nu har jeg da gjort et forsøg, siger en lidt skuffet Per Abildgaard.