Hjørring

Dyrt at spare på vejene

HJØRRING:At spare i dag kan blive dyrt i morgen. Det har udvalget for Miljø og Teknik erkendt i forbindelse med sparerunden. Alle kommunale områder har skullet finde besparelser, og hos Udvalget for Teknik og Miljø har det betydet en reduktion på 200.000 kr. på vejbudgettet. Det var resultatet af udvalgsmødet hos Teknik og Miljø i onsdags. Udvalgsformand Ole Ørnbøl (S) minder i denne forbindelse om, at det er vigtigtigt at huske på denne besparelse i årene, der kommer: - Hvis vi, som altid, sparer på de midler, der er afsat til vores veje, bliver det i sidste ende rigtig dyrt, siger han. Efter hans vurdering vil de gentagne slankekure på netop denne post betyde, at vejsystemet i sidste ende skal totalrenoveres, hvis ikke, vejene er blevet regelmæssigt vedligeholdt. Hvis udvalget kunne have fået sine ønsker opfyldt, ville det blandt andet gerne have haft 3 mio. kr. til rådighed på kontoen, ud over besparelsen på de 200.000, siger Ole Ørnbøl.