Retspleje

Dyrt at springe fra tilbud

Vognmand skal betale kommunen 830.236 kroner i erstatning, fordi han sprang fra tilbud, som sikrede ham kommunens specialkørsel.

830.236 kroner. Så mange penge har kommunen fået i erstatning fra den vognmand, som i august 2008 vandt licitationen på Thisted Kommunes specialkørsel, men frem for at køre valgte vognmanden at springe fra sit tilbud. Fem specialruter med et samlet kørselsomfang på cirka 4.700 kilometer om ugen indenfor Thisteds kommunegrænse. Det var opgaven, da Thisted Kommune i sommeren 2008 udbød specialkørslen til institutioner. Opgaven skulle løses med start i september 2008, og kontrakten med kommunen skulle indgås for en periode på fire år. Tilbudsfristen var 4. august 2008, og samme dag blev tilbudskuverterne åbnet. Som altid i den slags situationer, var et tilbud det billigste - og måske for billigt. I hvert fald trak den vognmand, som vandt licitationen, sit tilbud til tilbage og efterlod kommunen i en situation, hvor der ikke lige var nogen, der kunne varetage specialkørslen fra september 2008. Sagen endte i retten, hvor kommunen efter fradrag for advokatomkostninger, er tilkendt ialt 830.236 kroner i erstatning. Erstatningen vedrører dels specialkørslen, dels kørselsopgaver, som skulle betales af Thy-værksstedet, som derfor får 250.000 kroner af det samlede erstatningsbeløb. 520.236 kroner er puttet i kommunens kasse, mens andre 60.000 kroner, som er brugt til administrationsomkostninger, blandt andet i forbindelse med det nødvendige genudbud af specialkørslen, er sat ind på en konto under teknisk forvaltning.