Tyverier

Dyrt indbrud for historisk forening

ALS:– Jeg håber, der er en indbrudstyv, der får røde ører, når det går op for vedkommende, at indbruddet på lokalhistorisk arkiv i Als kommer til at koste foreningen ca. 6.000 kr., siger formanden for Lokalhistorisk Forening for Als og Omegn, Chr. Christensen. Indbruddet fandt sted i midten af april måned. Døren ind til førstesalen i den gamle førstelærerbolig ved Als skole blev brudt op, men der var ved første gennemgang øjensynligt ikke stjålet noget. Det var først, da man skulle til at bruge kopimaskinen, man opdagede, at glaspladen var borte og pæren var ødelagt. – Vi har ledt overalt for at finde glaspladen. Det er ikke en, man kan bruge til noget som helst, så vi er næsten sikre på, at tyven bare har smidt den fra sig igen, siger Chr. Christensen. En ny glasplade koster godt 2.500 kr. og en ny pærer ca. 2.700 kr. og der oveni reparationsomkostningerne, så den samlede regning til Als-foreningen kommer til at lyde på de ca. 6.000 kr. – Det er ærgerligt at skulle tage så mange penge af foreningskassen uden at få noget ud af det, siger en irriteret formand.