Dyst for unge med ekstra færdigheder

Håndværkselever kæmper om adgang til danmarksmesterskaberne

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der skal tjekkes både lodret og vandret hele tiden. Murer Nicklas Rasmussen aflæser vaterpasset.

I disse dage bliver der hamret, savet, pudset og muret i endnu højere grad end normalt på Tech College i Aalborg, hvor 34 unge fra hele det nordjyske område kæmper om at kvalificere sig til DM i Skills. Og det er netop skills, færdigheder, og engagement det hele handler om, fortæller teamleder Bo Banch fra skolen: - På skolerne gør vi en stor indsats for at få de sidste elever med, og så skal der også være noget for de elever, der gerne vil vise, at de kan noget særligt. Så disse mesterskaber er simpelthen en udfordring for de stærkeste af vores elever. Bo Banch oplyser, at konkurrencen torsdag og fredag er for byggefagene, så det er tømrere, snedkere, murere, struktører og vvs-elever, der gik i gang med stor iver i går morges: - Da de mødte op her, var de i den grad klar og meget tændte. Så vi måtte lige appellere til at holde tempoet lidt nede, så sikkerheden også kunne følge med, nævner Bo Banch. Han oplyser, at byggefagenes konkurrence kører til fredag eftermiddag, hvor vinderne kåres. De sikrer sig dermed adgang til danmarksmesterskaberne, som afvikles i Odense i januar med deltagelse af 200 unge fagfolk fra 36 forskellige fag lige fra smede til frisører og fra detailslagtere til møbelsnedkere. Men deres evner kan føre dem endnu videre. Danmarksmestrene i de forskellige fag får nemlig ret til at deltage i World Skills, som gennemføres hvert andet år. For deres vedkommende vil det blive i 2013 i Leipzig, at de kan stille op og dyste mod de bedste håndværkere på verdensplan. Tidligere vindere af DM dyster i den kommende uge i London, hvor der er tre unge nordjyder med. Men først er der altså regionsmesterskaberne at dyste i. Når byggefagene har gennemført deres runde, følger i de næste uger elektrikerne onsdag 5. oktober, autofagene lørdag 8. oktober og metalfagene onsdag 12. og torsdag 13. oktober. Det foregår også alt sammen på Tech College Aalborg. Der er fri adgang til alle arrangementer.