Dysten om den grønne trøje

Lance Armstrong kører i år sin vel nok bedste Tour i karrieren, og med en sidste fremragende præstation på enkeltstarten satte han en tyk streg under sin dominans af årets Tour de France. Mere spændende var kampen om podiepladserne, hvor man må tage hatten af for Ivan Basso, der kørte sit livs bedste enkeltstart. Han var ikke i stand til at holde Klöden væk, men en flot sjetteplads af italieneren, der dermed kan bestige det tredje trin på podiet, når feltet søndag indtager Paris. Hvor mange havde tilmeldt sig kampen om den gule trøje men faldt fra i kampen mod overmagten, var der kun en rytter, der deltog i kampen om den prikkede bjergtrøje. Til gengæld har der været stor kamp om den grønne trøje - en kamp, der nøjagtig som sidste år først vil finde sin afgørelse på Champ's Elysees. Sidste år var McEwen virkeligt stærk i de indlagte spurter på vej mod Paris, men han svigtede i kampen om etapesejren. Det betød, at Baden Cooke vandt den grønne trøje uden at have kørt i den én eneste dag. I år har McEwen et forspring på 11 point ned til Thor Hushovd inden dagens etape, men med hele 53 point at køre om i dag er intet afgjort. Også Zabel og O'Grady kan gøre sig realistiske forhåbninger om en tur på podiet i grønt. Ellers er den sidste etape den store fest for rytterne, der har gennemgået tre hårde uger i Frankrig. Der grines, snakkes og skåles i champagne, indtil feltet når Paris, og væddeløbet gives frit. Og derpå skrives der cykelhistorie, når Lance Armstrong kåres som vinder af Tour de France for sjette gang. Forbandelsen efter fem sejre er brudt af en suveræn amerikaner.