Lokalpolitik

Dyster dom på Irak-valg fra arabiske naboer

Bagdad, mandag /ritzau/Reuters Iraks arabiske naboer ser ikke så positivt på fremtiden som resten af omverdenen. De tvivler på, at valget vil bringe fremskridt i det krigshærgede land. Meningsdannere og kommentatorer i den arabiske verden roser modet hos de irakiske vælgere, der deltog ved søndagens valg. Men de tvivler alligevel på, om valget vil sætte et punktum for blodsudgydelserne og sikre, at de amerikanskledede styrker vil blive trukket ud af landet. - Jeg tvivler på, at Irak kan blive et ledende eller inspirerende eksempel af én enkelt grund - at valget fandt sted under en besættelse, og værdighed betyder mere i denne region end deltagelse, siger Abdel Halim Qandil, en venstreorienteret aktivist fra Egypten til nyhedsbureauet Reuters. De fleste kommentatorer er enige om, at de egentlige helte i valget er den irakiske befolkning. - I dag bør vi hædre det irakiske folk. Trods de mest vanskelige omstændigheder mødte millioner frem i håbet om at kunne overtage kontrollen med deres egen fremtid, står der i lederen i avisen Gulf News fra De Forenede Arabiske Emirater. - Dette valg kan ikke garantere fred og stabilitet. Der er ingen sikkerhed for, at det nyfødte demokrati vil holde (...) men den måde, hvorpå almindelige irakere greb chancen for at bidrage til at danne en stabil regering er den største gevinst, står der videre. I Saudi-Arabien gav de fleste aviser mere spalteplads til startskuddet på valget til landets lokalråd end til det første flerpartivalg i knap 50 år i nabolandet. Flere avisers forsider var kun forsynet med en lille henvisning til dækningen af det irakiske valg længere inde i avisen. Avisen Al-Watan skriver i sin leder, at valget sikrer de irakiske myndigheder den nødvendige grad af legitimitet for at kunne håndtere "en lang række problemer, herunder tilbagetrækningen af de amerikanske besættelsesstyrker, styrke sikkerheden og genopbygningen af landet". Selv om den høje valgdeltagelse bliver fremhævet, står det også klart, at det primært var shiamuslimske og kurdiske vælgere, der gik til stemmeurnerne. Det kan skabe store problemer for det sunnimuslimske mindretal i landet, påpeger flere arabiske kommentatorer. - Hvad der end var grunden til det betydelige sunnimuslimske fravær, så er det ufravigeligt, at de stadig er irakere, og at udfaldet af søndagens valg ikke er 100 procent legitimt uden dem, fastslår den libanesiske avis Daily Star i sin leder. Avisen skriver videre, at for at sikre en sunnimuslimsk repræsentation i landets nye ledelse bør "landets shiitiske flertal og naturligvis besættelsesmagten, USA, sikre sunnimuslimerne og deres interesser, og de må garantere en fremtidig rolle til dem". Abdel Moneim Said, direktør for al-Ahram Centret for Politiske og Strategiske Studier i Kairo, opfordrer den arabiske verden til at byde den kommende irakiske regering velkommen og anerkende dens legitimitet. - Men de arabiske lande kan hjælpe Irak på to måder: Den første er at forsøge at indlemme sunnimuslimerne i især den politiske proces. Den anden er at deltage i udformningen af en balanceret forfatning, som giver alle parter i Irak lige rettigheder og på samme tid afspejler deres politiske syn i samfundet, siger Said. Fra Syrien siger den politiske analytiker Emad Shuaibi: - Dette valg er nødvendigt, fordi det kan give regeringen en legitim grund til at smide besættelsesmagten ud, siger han men tilføjer: - Dette er ikke et demokrati. Det kan ikke blive beskrevet som en demokratisk proces, fordi en stor del af befolkningen (sunnimuslimerne, red.) ikke deltog. /ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst