Dyster, sentimental og forudsigelig tragedie

USA 20. september 2002 08:00

FILM "Vejen til Perdition" Det er meget småt med overraskelser på handlingssiden i denne gangsterfilm fra de depressive amerikanske 30'ere, klassisk helt ud i klicheen, forudsigelig så langt, at man ikke er i tvivl om at det er meningen - som i et klassisk eventyr, eller snarere: en klassisk tragedie. Når først kræfterne slippes løs er den frygtelige slutning uafvendelig. Den har nogle fantastisk flotte billeder, helt ned i detaljen og helt ud i de store, menneskefyldte panoramaer. Det giver den ekstra styrke og fylde. Og det gør skuespillet også: Præcist, renskåret, arketypisk meget ordknapt spil i en filmfortælling, der satser så stærkt på billedet, at man ville kunne lave en kæmpetyk utroligt flot billedbog ved at printe den ud, ramme for ramme. Farve, lys, beskæring, motiv, det er så man kan få gåsehud over hele kroppen i flere lag. Tom Hanks spiller lejemorder for den irske mafia, der ledes af Paul Newman i et mørkt, regnfuldt, tåget, koldt vinter-USA. Gulligt, gustent, gråblåt og sort. En nat sniger lejemorderens 12 årige søn sig med faderen på arbejde - og ser noget, han ikke skulle have set. Gangsterbossens noget mere voksne søn skyder en kollega. Og opdager, at drengen har set det. Herfra kan det kun gå galt - og det gør det. Uanset hvilke loyaliteter, der har hersket før, kommer blodets bånd altid i første række. Og uanset hvor trygt man har kunnet stole på hinanden indtil nu, kommer familiens sikkerhed altid i første række. Begge familiers. Modstridende interesser, meget radikale fremgangsmåder og snart er vi ude i et langt, ustandseligt blodbad. Her kommer Jude Law på banen som en ualmindelig ubehagelig lejemorder, hyret til at myrde lejemorderen i en lang, umulig og frygtelig duel på viden, erfaring og træning. Jude Law har fået dårlige fortænder, gusten, fedtet hud og udtyndet hår til rollen - og han er virkelig blevet træls at se på - selvom der alligevel skinner en sympati igennem fra bagved øjnene. Hanks med smalt overskæg og tykke kinder og tyrenakke lægger også egenskaber til sin person, som vi ikke normalt vil forbinde med en filmhelt - og andre, vi ikke vil forbinde med en lejemorder. Det er med til at skabe filmens dynamik, at sympatien ikke entydigt kan placeres på nogen enkelt person ud over drengen, også fint spillet af Tyler Hoechlin. Som Paul Newman siger det i en nøglereplik som gangsteren under anklage fra sin tidligere kampfælle: "Ingen i dette rum kommer i Himlen". Filmen er instrueret af Sam Mendes, der debuterede med "American Beauty", med naturligt store forventninger til følge. De bliver indfriet på billedsiden og i den opspændte moralske flertydighed, der nødvendigvis må være i en film om mordere, der myrder mordere - eller om den uretfærdighed der ligger i, at morderes familiemedlemmer også bliver ofre, selv om de intet andet har gjort end at være familiemedlemmer. Filmens svaghed er, at den er så klassisk i al sin sorte amerikanske gangsterfilmtradition, at den bliver fuldkommen forudsigelig. Alene i titlen: Perdition er navnet på den by, faderen vil bringe sin søn til, så han kan komme i sikkerhed - men Perdition betyder også "fortabelse". Der er, stort set, ikke en eneste overraskelse noget sted i handlingen. Og det skal en film altså være meget stilren og meget billedstærk for at kunne bære. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Vejen til Perdition" Orig.: The Road to Perdition. To timer. Till. o. 15 år. Scala, Aalborg. Hjørring Biocenter. Danmarkspremiere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...