Dyster stemning op til mødets åbning

Naturvidenskab 13. december 2002 07:00

KØBENHAVN: En halvmåne lyste op på en klar sort aftenhimmel over Bella Center i København, da 14 stats- og regeringschefer gjorde deres entre i aftes til det historiske topmøde, der ventes at føre til optagelsen af yderligere ti lande. Det var ikke den tyrkiske halvmåne, der lyste på de mange landes ledere, som skuttede sig i det kolde vejr, da de hastede hen over den røde løber og krøb indenfor i konferencecenterets varme. Men Tyrkiet var mere end nærværende. Måske var det netop det i forening med kulden, der gjorde, at de fleste uden et smil krøb ud af de officielle blå og sorte Audi'er. Ind til den ventede formand, Anders Fogh Rasmussen. Den britiske premierminister Tony Blair så rådvild ud, da han lod tre minusgrader blæse ind under den åbenstående jakke. Lige efter kom hans italienske kollega, Silvio Berlusconi, der kiggede mut på fotograferne og var væk. - Det er koldt, nøjedes den belgiske premierminister med at konstatere. Sveriges statsminister, Göran Persson, så helt tilfreds ud. "Nyder I vejret?", spurgte han de frysende fotografer. Præsident Jacques Chirac ville også være smuttet forbi, da en pressemand hilste ham med "Vive la France". Det kunne han ikke ignorere og vendte sig om og svarede: "Ja". - Det er koldere, men endnu ikke politisk, sagde en mere oplagt tysk kansler, Gerhard Schröder, da politiets motorcykler havde ført ham frem foran indgangen. Indenfor gjorde præsidenterne og premierministrene sig klar til et topmøde med ustabile politiske temperaturer. Udvidelsen med ti lande skal forhandles færdig - men intet var sikkert torsdag aften. I flag-alleen foran det 55.000 kvadratmeter store Bella Center var der foreløbig kun hejst flagene for de nuværende 15 lande. Nu skulle det afgøres, om flere flag skal gå til tops. Svaret kan komme i dag. Og da den sidste regeringschef var gået indenfor, var halvmånen ved at forsvinde i en sky. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...