Dystre franske toner

Film 13. september 2002 08:00

FILM "Pianisten" Man griner ikke på noget tidspunkt. Man smiler ikke engang. Med sidste års vinder af Cannesfestivalens sølvpris har Michael Haneke skabt en dyster film, der fører os ind i et univers af smerte og indestængte længsler. Erika Kohut (Isabelle Huppert) underviser unge talentfulde pianister ved konservatoriet i Wien. Hun er sidst i 30' erne og bor sammen med sin mor, der er omklamrende og gerne vil have fuld kontrol over alle datterens bevægelser. De eneste mænd i Erikas liv er Schubert og Beethoven. Samt de mere virile af slagsen som optræder på de små skærme i pornoklubbernes videokabiner. Her flygter hun til og giver gennem voyeurismen udtryk for sin ufuldendte seksualitet. På konservatoriet kører hun sine elever med hård hånd og stramme læber, men hendes udtryksløse øjne liver op, da hun nærmest tvinges til at give eleven Walter Klemmer (Benoît Magimel) enetimer. Han forelsker sig oprigtigt i hende, men da hun afslører sine sado-masochistiske tilbøjeligheder, skubber hun ham fra sig. Og det udvikler sig til en smertefuld magtkamp mellem kønnene, hvor den stramme professors facade krakelerer, og den unge charmerende knøs mister sin kontrol. Isabelle Huppert er intet mindre end fantastisk i rollen som Erika. Hun ér hende. Og når hun sidder i videokabinen og ser på de stønnende mennesker, mens hun dufter til det brugte toiletpapir, frastødes vi. Når hun låst inde på badeværelset bruger et barberblad til at skære sig i kønsdelene, opfyldes vi af undren og medlidenhed. For hvad er det, der gør, at et menneske kan smerte så meget indeni, at det bliver nødt til at påføre sig selv skade udenpå? Benoît Magimel som Walter er lige til at bide i som den unge, charmerende knøs, der forelsker sig lidenskabeligt, men snart får øjnene op for voksenlivets mere komplicerede realiteter. Og moren (Annie Girardot) er lige til at ruske i irritation, når hun går i datterens tøjskab for at tjekke, om hun nu har brugt penge på nyt tøj. Igen. Med filmen, der bygger på en roman af Elfriede Jelinek, har den østrigske instruktør Michael Haneke vakt forargelse og provokeret sit publikum til en debat. Som så mange gange før. Og det ér provokerende. Men trods formidabelt skuespil kommer filmen aldrig helt tæt på. Derind hvor det gør virkelig ondt. For det er svært at identificere sig med karaktererne. Selvom man prøver, er det svært helt at forstå dem. Men se filmen og døm selv. For den er ikke ligegyldig. Og så vidt vides har en smule provokation aldrig skadet nogen. Maj Bjerring Sørensenmaj.bjerring.soerensen@nordjyske.dk "Pianisten" Frankrig/Østrig 2001. Instruktør: Michael Haneke En time 29 min. Till. o. 15 år Biffen, Aalborg

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...