Dystre udsigter for unge ingeniører

Fremtidsudsigterne er lidt dystre. Det erkender Michael Lind, der læser byggeledelse på ingeniørstudiet på Aalborg Universitet.

Flere måneder før eksamen er Michael Lind i fuld gang med at søge arbejde og forbedre sine muligheder på et benhårdt jobmarked. Foto: Daniel Mikkelsen

Flere måneder før eksamen er Michael Lind i fuld gang med at søge arbejde og forbedre sine muligheder på et benhårdt jobmarked. Foto: Daniel Mikkelsen

Hans muligheder for at få et job, når han er færdig med uddannelsen til sommer, er ikke de allerbedste. Dels går flere end hver tredje af de kolleger, der blev færdige sidste år, stadig ledige, og dels er byggeriet som bekendt næsten gået i stå. - Ligefrem bekymret er jeg vel ikke, det er mere et københavnerudtryk, men jeg er spændt på, hvad fremtiden vil bringe. Det betyder jo meget, hvor i verden man får arbejde, og om man overhovedet får et, siger Michael Lind. Selv om der er adskillige måneder, til han er færdig med uddannelsen, er han i fuld gang med at søge job og i det hele taget at forbedre sine muligheder på et benhårdt jobmarked: - Jeg synes jo, det handler om at forøge sine kompetence og synliggøre dem, man har. Så jeg har været på jobsøgningskurser med kompetenceafklaring og på dimittendseminar, og på onsdag skal jeg til jobmesse i Lyngby, hvor der kommer 120 forskellige ingeniørvirksomheder. I hovedstadsområdet vælger mange ingeniørstuderende at forlænge deres studium i håb om, at tingene ser bedre ud senere, men det har Michael Lind ikke planer om: - Man kan også tage 11. semester her på universitetet og få nogle kompetencer inden for entrepreneurship og økonomistyring, men nu har jeg jo efterhånden gået her i fem år, så jeg trænger til at komme ud og lave nogle projekter, der skal bruges i virkeligheden. Så jeg skal ud og have mig et job. Får han det ikke, ser fremtiden sort ud, for en ingeniøruddannelse forældes hurtigt: - Vi ved jo alle sammen godt, at mange af de ingeniører der ikke fik job under krisen i 1980'erne, stadig kører taxa, siger Michael Lind.