Graviditet

- Dyt, hvis I skal føde

HJØRRING:Kørekort til barnevogn har de alle tre. Og det får de god brug for indenfor de næste par måneder, hvor både Anne Mette Carlsen, Heidi Krogsgaard og Mille Jønsson bliver mødre. Anne Mette Carlsen for anden gang. Og mens Baby Carlsen og ditto Krogsgaard til henholdsvis jul og midt i januar straks kan forvente at blive transporteret rundt i bil med mor bag rattet, når Mini Jønsson at blive mindst et par uger gammel, før mor har bestået køreprøven. - Den kommer formentlig til at foregå 12.-13. november for alle tre, skønner kørelærer Kristian Ottesen. - Og jeg skal føde på lørdag, afslører Mille Jønsson, der sammen med de to ligestillede har gået hos Kristian Ottesen på et hold for kun de tre. - De henvendte sig i sommer uafhængigt af hinanden for at høre, om de kunne nå at få kørekort, inden de skulle føde, fortæller Kristian Ottesen om sit hold for gravide kvinder, der blev oprettet, fordi et nyt hold ellers ikke var planlagt før i september uden chance for at nå det. Det lille hold har de været meget tilfredse med. - Det har været hyggeligt, og vi havde jo en stor fælles interesse udover teoriundervisningen, kommer det fra Anne Mette Carlsen, der har lidt ondt af kørelæreren. - I alle pauser måtte han jo lægge øre til al vores snak om børn og graviditet, så han ved lige så meget som os om at være gravid. Glatbane Teoriprøven blev overstået i torsdags. Det foregik sammen med et hold midaldrende mænd, der skulle generhverve deres kort. Og som var meget bekymrede for de tre unge kvinder. - Især spurgte de i pausen til, hvordan det gik med køretimerne, og om vi nu kunne have sikkerhedssele på, fortæller Mille Jønsson. Sele har de alle på denne formiddag i på Køreteknisk Anlæg på Vester Hedevej. Her får de lige et sidste påbud af kørelæreren, før de bliver overladt til hver sin Opel Zafira. - Dyt, hvis I skal føde, lyder det fra Kristian Ottesen, inden han lader kvinderne teste bremselængder både med og uden ABS. Men også at undgå de mange kegler hører med til formiddagens udfordringer, der tillige byder på adskillige køreture på den glatte del af banen - fra morgenstunden godt hjulpet på vej af den kolde moder natur.