Easyjet kaster blikket på konkursramt Alitalia

Det engang glorværdige Alitalia står til at blive delvist ejet af lavprisselskabet Easyjet, skriver Bloomberg.

1. november 2018 07:55

KØBENHAVN: Easyjet forsøger at overtage Alitalia, der i 2017 gik konkurs - presset af konkurrencen fra blandt andet Ryanair og Easyjet.

Det skriver Ritzau Finans, der citerer Bloomberg News.

Den nye italienske regering forsøger at lægge sidste hånd på fremtidsplanerne for Alitalia.

Regeringen ønsker at lægge aktiviteterne i Alitalia under det statsejede jernbaneselskab Ferrovie dello Stato.

Ferrovie dello Stato skal efter regeringens plan have eksterne partnere med i driften af luftfartsselskabet, men udenlandske luftfartsselskaber vil ikke blive tilladt at eje mere end 40 procent, skriver Bloomberg News.

Alitalia har ifølge dpa ikke haft overskud siden 2002, og selskabet skal tilbagebetale et statslån på cirka 6,7 milliarder kroner midt i december.

Alitalia oplyste onsdag, at man har modtaget to bindende tilbud, og Easyjet har meddelt, at de står bag det ene, da der er indgivet en opdatering af et tidligere bud på at overtage det "restrukturerede Alitalia".

Ferrovie dello Stato har meddelt, at selskabet er den anden budgiver.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...