Ebbe Sand: Bendtner er vores politibetjent

Angrebstræner Ebbe Sand mener, at Nicklas Bendtner har udviklet sig meget på landsholdet de seneste par år.

Ebbe Sand: Bendtner er vores politibetjent

Danmarks stjernespiller Nicklas Bendtner er en vigtig brik på det danske EM-hold, der onsdag aften møder Portugal.

Angrebstræner Ebbe Sand har været med til at forme og træne Bendtner til også at være god i det defensive arbejde.

- Bendtner har været gennem en positiv udvikling. På det seneste har han scoret en del mål og desuden deltaget i både det offensive og defensive spil.

- Det er utroligt vigtigt, at han også arbejder defensivt. Det er han blevet klart bedre til, uden at det er gået ud over de offensive aktioner, som fortsat er afgørende, understreger Ebbe Sand.

Den tidligere landsholdsspiller kalder Bendtner for en slags politibetjent i det danske angreb, fordi han skal holde øje med modstandernes bageste kæde og beskæftige dem hele tiden.

- Han har rollen som politibetjent. Han skal skærme modstanderens to midterforsvarere af.

- Det har han gjort godt, og så har det været fantastisk at se de vigtige og afgørende mål, han har scoret i EM-kvalifikationen. Han er dygtig til at være der, når det rigtigt tæller, påpeger Ebbe Sand.

- Det er også en god måde at holde sig inde i kampen på, det ved jeg selv som gammel angriber.

- Det er en måde at holde sig skarp på både fysisk og mentalt og føle, at man er med i kampen ved at løbe for holdet, forklarer angrebstræneren.

Mod Portugal har Bendtner de seneste år været uhyre skarp med mange vigtige mål i både VM- og EM-kvalifikationen.

- Det er nogle spændende kampe, og det er det, jeg mener med, at han er god i de afgørende kampe, hvor det hele er lidt på vippen, siger Ebbe Sand.

Danmarks kamp mod Portugal begynder klokken 18 og spilles i ukrainske Lviv.

/ritzau/