Ebh-krak koster sparekasse dyrt

At krakket i Ebh Bank har fået alvorlige følger for en lang række af Han Herred-bankens samarbejdspartnere, blev torsdag dokumenteret sort på hvidt, da Sparekassen Kronjylland offentliggjorde sit regnskab for 2008.

Et underskud på hele 127 millioner kroner viser regnskabet, og sparekassens direktør Jacob Leth er ikke det mindste i tvivl om, hvor det stammer fra: - Driften går fortsat rigtig godt, men tilliden til vores mangeårige samarbejdspartner Ebh Bank gjorde, at vores egne gode tal blev forvandlet til røde tal. Årets minus kan alene tilskrives Ebh Banks kollaps i efteråret, fastslår Jacob Leth i en pressemeddelelse. Uden Ebh-engamentet ville Sparekassen Kronjyllands regnskab ifølge direktøren have vist et "beskedent millionoverskud", trods betragtelige kurstab. Basisindtjeningen gav et overskud på 203 millioner kroner før betaling til Det Private Beredskab, nedskrivninger, kursreguleringer og skat. I år ventes basisindtjeningen at blive 180 millioner kroner.