Ledelse

Ebh's nøgler afleveret

Ledelsen i det gamle bank fratrådt - tvangsopløsningen venter

EBH Bank er blevet et skræmmeeksempel. Arkivfoto: Mattias Bodilsen

EBH Bank er blevet et skræmmeeksempel. Arkivfoto: Mattias Bodilsen

FJERRITSLEV:Ledelsen i den gamle Ebh Bank i Fjerritslev har billedligt talt afleveret nøglerne til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og er fratrådt i samlet flok. Selskabet er så fuldkommen uden midler, at den end ikke har penge at til at indgive en konkursbegæring, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse tirsdag eftermiddag. Det drejer sig om det oprindelige Ebh Bank-selskab, som ved bankens kollaps i november blev skilt fra de sunde dele af banken under navnet " Selskabet af 27. november". Dette selskab rummer aktierne og efterstillet kapital og er altså værdiløst. Navnet EBH Bank A/S, nu med tre store bogstaver, overgik til et nyt selskab, Bankaktieselskabet af 21. november 2008, som nu drives af det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet A/S. "Baggrunden for fratrædelsen er, at selskabet er insolvent og uden midler til at stille sikkerhed for omkostninger ved en konkursbehandling, hvorfor selskabet ikke er i stand til at indgive egen konkursbegæring. I den situation har ledelsen ikke anden mulighed end at fratræde og overlade det til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at forestå selskabets afvikling", skriver bestyrelsen i fondsbørsmeddelelsen. Efter bogen Det er i sagens natur fuldkommen usædvanligt for en bank at komme i den situation, men proceduren er velkendt og helt efter selskabslovgivningens regler . - Vi havde ikke andre muligheder. Vi er stadig et børsnoteret selskab, og skulle som sådan offentliggøre en mødeplan for året og aflevere årsregnskab. Det var der heller ikke midler til, og hvis bestyrelsen ikke skulle blive idømt bøder for den forsømmelse, måtte vi gøre, som vi har gjort, forklarer den nu forhenværende formand, Egon Korsbæk. Ebh Banks problemer tog til i efteråret 2008. I september blev værdien af aktierne halveret, og Ebh Bank modtog et nødlån fra Nationalbanken og en række unavngivne danske banker for at fortsætte den daglige drift. Det fik ikke banken på fode. I november meddelte Ebh Bank at de ikke kunne overholde solvenskrav, og det statslige afviklingsselskab tog over.