Udland

Ecuador: Assange har søgt asyl hos os

Wikileaks-stifter Julian Assange, der står over for udlevering til Sverige, søger politisk asyl i Ecuador.

Ecuador: Assange har søgt asyl hos os

Stifteren af hjemmesiden Wikileaks, australieren Julian Assange, har søgt politisk asyl i det sydamerikanske land Ecuador.

Myndighederne er ved at behandle hans ansøgning, oplyser landets udenrigsminister, Richard Patino.

- Ecuador studerer og analyserer anmodningen, siger Patino til journalister i hovedstaden, Quito.

På Twitter skriver Wikileaks, at Assange har bedt om politisk asyl og er "under beskyttelse af den ecuadorianske ambassade i London".

En kilde, som avisen The Guardian har talt med, bekræfter, at australieren befinder sig på ambassaden.

- Der er det sidste desperate forsøg, fordi han er en politisk fange, siger Julian Assanges mor om sønnens anmodning om politisk asyl til AFP.

Assange har netop af den britiske højesteret fået afslag på at få genoptaget en appelsag om udlevering til Sverige, hvor han er anklaget for at have begået seksuelle overgreb på to kvinder.

Wikileaks-stifteren frygter, at en udlevering til Sverige vil gøre det nemmere for amerikanske myndigheder at få ham udleveret.

Australien har meddelt, at landet vil fortsætte med at tilbyde konsulær bistand til stifteren af Wikileaks.

- Australien vil fortsætte med at støtte Assange, ligesom vi støtter alle australiere, som står over for retslige problemer eller dilemmaer i udlandet, siger landets premierminister, Julia Gillard.

I USA er der vrede over, at Wikileaks har offentliggjort en række hemmeligstemplede dokumenter - blandt andet korrespondance fra amerikanske diplomater rundt om i verden til Det Hvide Hus, samt utallige dokumenter om krigene i Irak og Afghanistan.

/ritzau/Reuters