Edderkop lurer på vandet

Kommunen tæt på at få has på utætheder ved Edderkoppen

I løbet af maj og måske inden pinse skulle Kurt Tegtmeiers skulptur Edderkoppen gerne omgive sig med kølende vandstråler på Polititorvet. Arkivfoto: Grete Dahl

I løbet af maj og måske inden pinse skulle Kurt Tegtmeiers skulptur Edderkoppen gerne omgive sig med kølende vandstråler på Polititorvet. Arkivfoto: Grete Dahl

HOBRO:Halvandet års ufrivillig edderkoppetørke spinder mod enden. I løbet af maj og gerne inden pinse skulle de tynde vandstråler omsider springe fra kommunens 1,2 millioner kroner dyre gave af en vandkunst på Polititorvet. Det nærmest insisterer Mariagerfjord Kommunes park- og trafikchef Hans Gro Hansen på. Uden at han belært af erfaringerne helt tør love fejlfri edderkop til tiden. Til gengæld kan borgerne regne med, at når vandkunsten først springer, så gør den det med overbevisning. Forrige uge tog man på forvaltningen fat på at trimme Thisted-kunstneren Kurt Tegtmeiers skulpturelle, seksbenede insekt med henblik på en mere strålende fremtoning. En besked, der utvivlsomt vil glæde Anne-Marie Busch Steenberg, som har kontaktet NORDJYSKE for at udtrykke sin stigende utålmodighed med den manglende finish. En tyk stråle Jeg kommer ikke daglig til byen, men undrer mig hver gang over, hvad der mon bliver af det monstrum. Personligt mindes jeg endnu ikke at have set Edderkoppen give vand fra sig, siden der løb en tyk stråle ned ad Adelgade. Det ærgrer mig. Som barn voksede jeg op i Hobro, og jeg har en vis veneration for pladsen ved Rådhuset, fortæller Anne-Marie Busch Steenberg. Park- og trafikchef Hans Gro Hansen bekræfter, at Edderkoppens hidtidige fravær som fuldt fungerende nu er til at overse. Styr på utætheder Vi har arbejdet på at løse problemer med utætheder i både renvandstanken, teknikbrøden samt i fugemassen i brostensbelægningen, der omgiver skulpturen. Den proces involverer for tiden flere firmaer, forklarer han. Renvandstanken rummer det vandværksvand, som sendes i cirkulation i tynde stråler og således genbruges hele tiden. Noget af vandet fordamper i varmen og erstattes løbende, men spildet er på grund af utætheder for stort. Utætheder plager også den støbte bund, som bærer teknikbrønden. Fabrikken har erkendt støbefejlen, som betyder, at der siver væsentligt mere vand ind i bunden af teknikbrønden, end en affugter kan afhjælpe. Endelig krakelerer fugerne rundt om brostenene her og der. Men inden der fuges om, så belægningen bliver helt tæt, skal vi lige sikre os mod andre utætheder. Det klarer vi via den tv-inspektion i jorden under belægningen, vi satte i gang mandag. Vi skulle jo nødig til at grave i belægningen bagefter, bemærker Hans Gro Hansen. Også andre vandafgivende skulpturer i Mariagerfjord Kommune ventes i løbet af få dage atter at springe foråret fremkommeligt i møde.