Effektive Ehlers banker ishockeylandsholdet på OL-kurs

Med Nikolaj Ehlers som frontfigur og tomålskytte vandt Danmark over Slovenien i første OL-kvalifikationskamp.

Der var jubel efter Danmarks 1-0-scoring i OL-kvalifikationskampen mod Slovenien. Siden fulgte yderligere en række danske scoringer.

Der var jubel efter Danmarks 1-0-scoring i OL-kvalifikationskampen mod Slovenien. Siden fulgte yderligere en række danske scoringer.

OSLO:Det danske ishockeylandshold er kommet et pænt skridt nærmere OL i Beijing.

Et stærkt besat dansk mandskab levede op til forventningerne i første opgave i kvalifikationen ved at besejre Slovenien med 4-3 i Oslo.

Båret frem af et effektivt overtalsspil tog Danmark initiativet med tre scoringer i første periode, og spillerne fik med hård fight afværget et slovensk pres i en nervepirrende slutfase.

Dermed er den første af tre OL-opgaver vel overstået for Heinz Ehlers' tropper, og alt tyder på, at det hele skal afgøres i en direkte duel med Norge på søndag.

For de danske chancer i OL-kvalifikationen er det vigtigt, at de hjemhentede stjerner demonstrerede klassen fra start med Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand som fremtrædende figurer.

Ehlers viste vejen ved at tordne pucken op i målhjørnet efter blot to minutters spil. Målet faldt i powerplay, mens den slovenske storspiller Anze Kopitar var i straffeboksen.

Og det var præcis den samme overtalsformation, der stod bag scoringen til 2-0, som Frederik Storm satte ind.

Da Patrick Russell lavede Danmarks tredje mål efter et kvarters spil, var det svært at forestille sig, at danskerne skulle komme i problemer i den splinternye arena i Oslo.

Det kom holdet da heller ikke for alvor, selv om slovenerne fik nyt håb med en tidlig reducering i anden periode.

For Nikolaj Ehlers fik kort efter genoprettet tremålsforspringet, da han efter et sololøb i venstre side bankede pucken ind bag den slovenske målmand.

Det var et dansk mandskab, der var mere effektivt end egentlig sprudlende. Trods den klare føring forfaldt spillerne aldrig til at spille smart eller tage unødige chancer.

Det lignede det danske spil ved VM i forsommeren - blot suppleret med en helt anden individuel kvalitet i offensiven.

At Oliver Bjorkstrand ikke kom på måltavlen, skyldtes hverken mangel på ihærdighed eller målchancer.

Skarpskytten fra Columbus var både synlig og farlig, men brændte flere oplagte chancer. Til gengæld fik han fik sin klasse med et gode oplæg til både Ehlers og Storm.

Slovenien reducerede til 2-4 i overtal ti minutter før tid, og det var slovenerne, der tiltvang sig initiativet i slutfasen.

Målmand Sebastian Dahm kom under hårdt pres, da Slovenien kom i overtal fire minutter før tid.

Efter adskillige redninger måtte keeperen dog til sidst give fortabt, da Slovenien kom på 3-4 med blot et sekund tilbage af den danske udvisning.

Det blev pludselig spændende, men danskerne red stormen af, så OL-spøgelset ikke fik lov til at vise sit grimme ansigt.

Slovenerne har ofte været en ubehagelig modstander og var i både 2014 og 2018 til OL efter at have udmanøvreret Danmark i kvalifikationen.

Derfor kan torsdagens sejr ses som et signal om bedre tider for Danmark, og den betyder i hvert fald, at danskerne er med i kampen om OL-billetten helt til det sidste.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.