Effektive Esbjerg tæver Sønderjyske

Esbjerg kravler op på Superligaens andenplads efter en sikker sejr på 4-1 over lokalrivalerne fra Sønderjyske.

Effektive Esbjerg tæver Sønderjyske

Der var et topholds effektivitet til forskel, da Esbjerg søndag eftermiddag besejrede Sønderjyske med 4-1 og strøg op på Superligaens andenplads.

Inden kampen havde vestjyderne ellers ikke besejret Sønderjyske i de seneste syv indbyrdes opgør, men det var ikke til at se søndag eftermiddag på Blue Water Arena.

Allerede efter otte minutters spil kom hjemmeholdet i front, da Sønderjyske-defensiven ikke fik sparket et ellers ufarligt frispark væk.

Derfor kunne Esbjergs Mushaga Bakenga uhindret heade bolden retur ind i feltet, hvor Hans Henrik Andreasen stod fuldstændigt umarkeret og nemt passerede en chanceløs Martin Skender i Sønderjyske-målet.

Målet tvang gæsterne længere frem på banen, men det lykkedes ikke sønderjyderne at veksle et spilovertag til de helt store målchancer.

I stedet kom Esbjerg på 2-0 kort før pausen, da Jakob Ankersen sled sig igennem på højrekanten. Inden Esbjerg-profilen fik afsluttet, blev han revet omkuld i feltet, og dommer Peter Kjærsgaard-Andersen var ikke i tvivl.

Straffespark til værterne, som Hans Henrik Andreasen udnyttede til at blive dobbelt målscorer, selvom Sønderjyske-keeper Marin Skender havde hænderne på Esbjerg-kaptajnens afslutning.

Hamrende effektivt af et Esbjerg-mandskab, der ellers ikke sprudlede rent spillemæssigt, men skal roses for deres offensive koldblodighed.

Det kom der endnu et eksempel på seks minutter inde i anden halvleg, da netop indskiftede Jesper Rasmussen med en fiks førsteberøring lagde bolden perfekt til rette for sig selv på kanten af feltet.

Med stor præcision smækkede han bolden i kassen helt ude ved den fjerne opstander, og så var den kamp definitivt afgjort.

I en ellers tempofattig afslutning på kampen var yderligere to straffespark højdepunkterne. Først bragte Jakob Ankersen Esbjerg foran 4-0, inden gæsternes Henrik Hansen pyntede på resultatet fra 11-meter-pletten dybt inde i overtiden.

Dermed blev det 4-1 til Esbjerg, der kravler forbi Viborg og op på Superligaens andenplads med 17 point for 10 kampe, mens Sønderjyske med 11 point er placeret lige over nedrykningsstregen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst