Aalborg

Efter 28 år lukker Grey i Aalborg

Fra 25 til tre ansatte på kort tid

AALBORG:Der sættes punktum for en 28 år lang historie, når reklamebureauet Uncle Grey lukker sin afdeling i Aalborg i løbet af kort tid. Firmaet, som en overgang havde omkring 25 medarbejdere, har nu kun tre, og snart er der ingen tilbage, idet aktiviteterne flyttes til afdelingen i Århus. - Basis for et bureau er jo kunderne, og nogle af dem er forsvundet på det seneste. Dermed er der ikke grundlag for at fortsætte i Aalborg, forklarer adm. direktør Jens Hagbard. Han peger på, at det i dag ikke er så vigtigt med den geografiske placering for et reklamebureau, men at det er kreativiteten og den strategiske indsats, der betyder noget: - Vi mener, at vi kan give kunderne samme gode betjening fra Århus, siger Jens Hagbard. Oprindeligt hed bureauet Marketing Nord, og det blev oprettet i 1977 af den mangeårige chef Jørn Jensen og to partnere. Godt 10 år senere begyndte en langstrakt fusionsproces. I første omgang gik bureauet sammen med et andet af byens bureauer, nemlig Extern, og i 1990 blev man en del af Grey Gruppen og ændrede navn til NP Grey Aalborg. Midt i 90erne blev blandt andre også Nordjyllands ældste reklamebureau Lockey indlemmet i Grey-gruppen og efterhånden blev navnet forenklet til Grey Aalborg. I 2002 skete der atter forandringer, idet Jørn Jensen overlod tøjlerne til den nye direktør Claus Holmen, ligesom bureauet flyttede fra Skalborg til midtbyen, hvor man har boet siden på Boulevarden 18 i lejede lokaler, der altså snart bliver ledige. Claus Holmen blev afskediget for få måneder siden, og flere andre centrale medarbejdere har efterhånden også forladt arbejdspladsen, der altså lige så stille lukker sig selv.