Efter 30 år swinger det stadig

AALBORG:I dag er det 30 år siden, at Villy Moesgaard-Søren Lundbye Jazz Kvartet første gang spillede sammen. Det var på det hedengangne Jazzhus Louis i Jomfru Ane Gade, i dag LA Bar. Det hele startede med Jazzminerne, men siden har de to nordjyske jazzmusikere arbejdet sammen i utallige sammenhænge. For at fejre jubilæet spiller man i dag i Husets café. Man kan være sikker på, at de to gerne vil vise, at de swinger endnu bedre end dengang de startede. Søren Lundbye er Aalborg Universitets frontfigur indenfor biostatistik og med i en stor del af Aalborg Sygehus’ forskning, mens Villy Moesgaard er øre-, næse- og halslæge.