Efter bomben

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Historien om Muhammedtegner Preben Pedersen (Lars Knutzon) er en smule malplaceret. Hvad skal vi i grunden med den?

TV-DRAMA "Livvagterne - afsnit 12"
"Om lidt blir her stille" synger Kim Larsen, og det er en sang, der ofte synges ved begravelser. Og det er også en titel, der er dækkende for det 12. afsnit af "Livvagterne". Det var et stille afsnit. Alt for stille. Det hele startede umiddelbart efter bomben i Islamabad. Morten Nyholm (Claus Riis Østergaard) er væk. Og vi vidste jo allerede få sekunder inde i sidste søndags afsnit, at det ville bære den vej. Nu gik der næsten en time med at lede efter Nyholm. Uden held. Han blev fundet til sidst. Sønderlempet og uden hoved efter bomben. Så det var et meget stille afsnit. Det var et afsnit, der lagde op til stille eftertænksomhed. Til refleksion. Og måske til at tørre en lille tåre bort. Væk var den hæsblæsende aktion, som vi er vant til i "Livvagterne". Væk var det fortættede drama. Jovist fik vi da en lille smule drama, da Muhammed-tegneren Preben Pedersen (Lars Knutzon) overfaldes af en retarderet mand ude i skoven. Men på en eller anden måde, så virkede den sidehistorie en smule malplaceret. Hvad skulle vi med den? Hvorfor disse mærkelige skift mellem et terror-befængt Pakistan og et fredeligt strandhotel i Ebeltoft. Det virkede ikke som drama i parløb. Det virkede mere som en historie, der blot skulle fylde hullerne, så man kan lave de mange krydsklipninger (altså forfølge to selvstændige historier med samme fokus) som DR's dramatik næsten altid er lavet med. Og som også er et koncept, der ikke bare er godt og velfungerende, men som også bruges næsten kliche-agtigt meget. I dette tilfælde for meget, når den alternative historie ikke fungerer godt nok. Mere stilhed: Vi oplevede også et minuts stilhed for Morten Nygaard. Det er lang tid i et stykke tv-drama, skulle jeg lige hilse at sige. Men igen: Det blev blødt lidt op af krydsklipningen (igen) mellem ligkælderen på hospitalet i Islamabad og kontoret hjemme i København. Så var der Nygaards afskedsbrev. Hvad skal man mene om det? Det var jo mere et politisk manifest fra forfatternes side om indholdet i hele serien om livvagterne, end det var et egentligt afskedsbrev til den efterladte. Til den elskede. Til gengæld er jeg helt vild med scenen, hvor enken, Trine (Maria Rossing), første gang opdager, at der er fare på færde: Hun stor i et stormagasin og ser reportagen fra Pakistan på mindst 10 store fladskærme med identiske billeder. Det var flot lavet. Hun får ikke bare den forfærdelige sandhed. Hun får den smidt i synet af utallige tv-apparater. Det er et massivt angreb på hende. Jeg er også vild med Leons (Thomas W. Gabrielsson) frieri. Midt i den allerværste krise, mens han er på vej til Islamabad for at hente sin dræbte kollega, indser han, at jobbet er lidt farligt. Og han ryger ikke bare ned på knæ under frieriet. Han står simpelthen en hel etage under kæresten Claudia (Anne Birgitte Lind) og tilbyder hende et giftermål. Men helt grundlæggende: Jeg fik ikke pulsen op her i afsnit 12. Det gik for trægt, synes jeg. Men stadig væk kan vi ikke tage fra DR, at det er en flot, gennemtænkt og dygtig produktion. Flotte, flotte billeder. Gennemtænkt anvendelse af musikledsagelse. Fornemt skuespil. Alt uden om fungerede i topklasse. Der manglede bare lidt mere drama undervejs. "Livvagterne - afsnit 12" Instruktion: Mikkel Serup Manuskript: Peter Thorsboe og Mai Brostrøm Fotograf: Camilla Hjelm Knudsen Genudsendelse onsdag 23:55