Efter corona-nedtur: C25-indekset får største stigning på en dag

Det danske aktiemarked fik store stryg i sidste uge grundet corona. Mandag og tirsdag har budt på comeback.

Det toneangivende C25-indeks steg 2,8 procent til indeks 1265,28 og tog dermed en lille revanche fra sidste uge, hvor indekset faldt omkring 11 procent.

Det toneangivende C25-indeks steg 2,8 procent til indeks 1265,28 og tog dermed en lille revanche fra sidste uge, hvor indekset faldt omkring 11 procent.

KØBENHAVN:Det danske aktiemarked fik endnu et comeback tirsdag efter en hård sidste uge præget af corona-uro.

Det toneangivende C25-indeks steg 2,8 procent til indeks 1265,28.

Det er den største stigning på én dag i indeksets historie, der strækker sig tilbage til 19. december 2016.

Indekset består af 25 af de mest værdifulde virksomheder - blandt andet Mærsk, Novo Nordisk og Danske Bank.

I sidste uge faldt indekset omkring 11 procent, hvilket hang sammen med udbredelsen af coronavirusset. Mandag gav også et lille comeback med en fremgang på en procent.

Blandt selskaberne i C25 var tirsdagen særligt god for transportkoncernen DSV Panalpina og vindmølleselskabet Vestas. Begge aktier steg over fem procent.

Tirsdag kunne investorerne på markedet notere sig en økonomisk håndsrækning fra centralbanken i USA.

Banken varslede, at den sænker renten med 0,5 procentpoint.

Det skal ses som et forsøg på at give en hjælpende hånd til økonomien. Samtidig er håbet at give ro på aktiemarkederne verden over.

De finansielle markeder har den seneste uge været præget af stor usikkerhed om coronavirusset. Det handler især om, hvad den kan betyde for virksomhedernes indtjening på både kort og lang sigt.

- En stor rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank er en hjælpende hånd til de finansielle markeder. Og det har i sig selv en positiv effekt på økonomien, skriver Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, i en kommentar.

- Men i forhold til de forstyrrelser af den økonomiske aktivitet, som corona forårsager, så er pengepolitiske lempelser, nok ikke det bedste instrument, skriver han.

Han peger på, at det kunne være bedre, hvis banker eller myndigheder stillede lån til rådighed i brancher, der er ramt af problemer på grund af coronavirusset.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.