Efter fem andenpladser: Sagan opgiver etapesejr

Peter Sagan har efterhånden affundet sig med, at det næppe bliver til en etapesejr i Tour de France i år.

Tinkoff-Saxo-stjernen Peter Sagan har stort set opgivet at vinde den etapesejr, han adskillige gange har snuset til i dette års Tour de France.

Med fire bjergetaper forude og derefter den afsluttende tur ind i Paris, der sædvanligvis er reserveret sprinterne, har slovakken svært ved at se, hvor en eventuel sejr skal komme fra.

- Jeg tror, det bliver umuligt nu, siger Sagan på Tinkoff-Saxos hotel i Gap på Tour de Frances anden hviledag.

- Jeg vil selvfølgelig prøve hver eneste dag, men det er meget svært at vinde, for alle de andre kigger efter mig, siger Peter Sagan.

Han har et komfortabelt forspring i kampen om den grønne pointtrøje, og det må være en trøst i et næsten bizart Tour de France, hvor han fem gange er blevet nummer to og to gange nummer tre på etaperne.

- Som jeg sagde efter etapen i går: Jeg gør mit bedste, men det har vist sig ikke at være nok. Okay, vi er her i fem dage mere, og vi er her for at køre væddeløb. Men jeg er glad for min grønne trøje, siger Peter Sagan.

Slovakkens cv tæller i alt fire etapesejre i Tour de France. Den seneste kom i 2013.

De seneste tre år har han vundet den grønne pointtrøje.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst