Efter hård anholdelse: Advokat kræver kameraer på betjente

Det er et spørgsmål om at kunne dokumentere arbejdet, siger Claus Bonnez

Aarhus 6. september 2016 20:06

AARHUS: I kølvandet på privatoptagelser fra en voldsom anholdelse af en mand i Tilst, vil Landsforeningen Krim og advokaten Claus Bonnez have indført kropskameraer på politibetjente rundt om i landet. Det mener han er vejen frem for altid at kunne dokumentere episoder som den seneste fra Aarhus-bydelen.

- Vi har rigtig mange, der henvender sig i Krim og på advokatkontoret til mig, som ærgrer sig over, at de ikke havde tændt mobilkameraet tidligere. Det burde være som i andre lande, at politiet selv har optagelserne, lyder det fra Claus Bonnez.

Sagen fra Tilst undersøges lige nu af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og derfor vil Østjyllands Politi ikke kommentere på den. Men at politikredsen gennem de seneste år har fået næst flest klager af alle landets politikredse over betjente, der ifølge ofrene har behandlet dem for voldsomt, vil politiet gerne udtale sig om.

- Jeg er ærgerlig over de mange klager. Omvendt er det noget, vi hele tiden bestræber os på at gøre noget ved, siger stabschef hos Østjyllands Politi, Frits Kjeldsen.

Og nu handler debatten så om kameraer på betjentene. Politiforbundet har tidl. kritiseret forslaget for at udvise manglende tillid til politiet, men det mener Claus Bonnez ikke er tilfældet.

- Det er jeg ikke enig i. Politiet er en professionel organisation, der skal udføre et stykke arbejde for os borgere. Derfor skal de også kunne dokumentere, at de ikke slår borgerne, forklarer han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...