Højintenst Aalborg-nederlag: BSV er danmarksmestre i at skabe intense kampe

Bølgerne gik flere gange højt, da Aalborg tabte 28-29 i Silkeborg. Specielt BSV's Sebastian Skube fik undervejs et par bevingede ord med på vejen fra Aalborg-lejren

Emil Halkier
Aalborgs René Antonsen havde mange konfrontationer med BSV-spillerne i 28-29 nederlaget. Foto: Henrik Louis
Aalborg Håndbold 10. oktober 2018 23:21 - Opdateret 11. oktober 2018 08:11

HÅNDBOLD: Vi befinder os egentlig kun omkring en fjerdedel inde i den nye håndboldliga sæson, men onsdag aften fik Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg tankerne til at falde på slutspilshåndbold, hvad angår intensitet, nerve og halsbrækkende tacklinger.

Det blev hjemmeholdet fra BSV, der snuppede de to point med en 29-28 sejr efter et opgør, hvor ingen af de to hold trak sig i konfrontationerne.

- De er danmarksmestre i at skabe intense kampe. Det kørte, Bredsdorff (BSV-træner Peter Bredsdorff, red.) stod derude og svingede med armene, så det er de de bedste i Danmark til. Det er der slet ingen tvivl om, sagde René Antonsen, der undervejs, næsten i vanlig stil kunne man fristes til at sige, havde en enkelt kontrovers eller tre med hjemmeholdets slovenske profil Sebastian Skube.

- Vi råbte og skreg lidt af hinanden. Det gør vi allesammen, når vi er derinde. Som hele håndbolddanmark også godt ved, er han rigtig god til at få det til at se lidt voldsommere ud, end det måske er. Og det fortæller jeg ham også, når vi spiller. At jeg synes, det er utrolig grimt at se på. Selvfølgelig går jeg også til ham og slår til ham. Det tænder et eller andet i mig, når det er sådan, at en mand smider sig så nemt, som han gør. Derfor giver det måske nogle lidt voldsomme scener engang i mellem, lød det fra Aalborg-stregen.

Aalborg Håndbold fik en dårlig start på kampen og var efter ti minutter bagud 2-7. Og også efter pausen havde nordjyderne en dyr periode, der sendte BSV foran med seks, 20-14.

- Vi kan hænge hatten på os selv og sige, at vi spillede ti minutter i første halvleg og ti minutter i anden, hvor vores individuelle fejl gjorde det svært for os. Det var simpelthen for hårdt arbejde at skulle komme helt derop, hvor vi også kunne forsøge at tage en føring, sagde Aalborgs Mark Strandgaard.

Det smalle nederlag og kampens forløb, hvor Aalborg til sidste fik halet ind på BSV, ærgrede Strandgaard. Til gengæld var netop måden nordjyderne formåede at spille sig tilbage et tegn på fremgang, mente fløjspilleren.

- Det ærgrer mig jo bare, hvis vi tænker tilbage og ikke havde haft de to gange ti minutter, hvor vi pissede boldene væk. Så tør jeg ikke tænke på, hvad vi så kunne have drevet det til. Men jeg er da stolt over, at vi fik rejst os i de perioder, der er svære. Vi havde en udekamp i GOG, hvor vi havde lidt den samme start som i dag (onsdag, red.), hvor vi overhovedet ikke fik rejst os. Så på det punkt, er vi kommet langt, sagde Strandgaard.

Med nederlaget ligger Aalborg Håndbold på andenpladsen i håndboldligaen a point med GOG, der dog har spillet en kamp mindre.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...