Efter juletid følger byttetid

Så er det tid til at repetere reglerne for at bytte eller returnere varer: Hovedreglen er, at kunden ikke har ret til at få varen byttet eller få pengene tilbage, hvis der ikke er noget i vejen med den. Mange forretninger giver dog fortrydelsesret. Enten i form af returret, hvor man kan få pengene tilbage. Eller som bytteret, hvor man kan vælge en anden vare i butikken eller få et tilgodebevis. Butikkerne bestemmer selv, hvor længe bytte- eller returretten gælder, og om kunden skal kunne fremvise en bon for at bytte, eller om det rækker, hvis varen har byttemærke eller plombering. Hvis butikken giver returret, har man krav på at få den fulde pris tilbage, selv om varen i mellemtiden er blevet nedsat. Bytteråd: Hvis forretningen normalt ikke bytter eller tager varer retur, men tilbyder det i anledning af julen, så få det skrevet på kvitteringen. Få så vidt muligt sat byttemærker eller plomberinger på cd'er, parfumevarer, tøj og lignende. Gem bon på julegaver, især de dyre. En bon er bevis for købssted og -tidspunkt, hvis der dukker fejl op i to år fremover. Byt gaven så hurtigt som muligt, ofte er bytteretten begrænset til nogle forholdsvis få dage. Undgå så vidt muligt hilsner i bøger o.l. og indgraveringer i penne m.m. Det afskærer modtageren fra at bytte varen, hvis den ikke passer, eller der kommer flere af samme slags. Tag ikke gaven i brug, hvis den skal byttes. Tøj må dog prøves. Varen skal returneres i samme stand og mængde. Gem emballage, mærker og brugsanvisninger. Butikken kan nægte at tage varen tilbage, hvis der mangler noget. Gavekort bør bruges så hurtigt som muligt. Gavekort gælder som udgangspunkt i fem år, men hvis butikken er lukket, er pengene tabt. Nogle butikker skriver kortere tidsfrister på deres gavekort, men tidsfristen må ikke være på kun et år. Gavekort og tilgodebeviser kan ikke kræves ombyttet til kontanter. Ved køb gennem postordre eller på nettet har kunden altid returret i 14 dage, fra varen er modtaget. Hvis der er fejl i varen, har man reklamationsret i to år og kunden bestemmer, om varen skal repareres, byttes eller returneres. Læs mere på www.fbr.dk eller www.forbrug.dk