Efter nødlanding: Astronauter skal opsendes til foråret

Ruslands rumagentur vil prøve igen til foråret at sende to astronauter til Den Internationale Rumstation.

Ritzau
Torsdag gik det galt, da en russisk opsending af to astronauter til Den Internationale Rumstation blev til en nødlanding af de samme to astronauter i stedet. Foto: Handout/Reuters
Ulykker 12. oktober 2018 09:45 - Opdateret 12. oktober 2018 10:13

Det russiske rumagentur, Roscosmos, vil til foråret forsøge at sende to astronauter - eller kosmonauter som de kaldes i russisk regi - til Den Internationale Rumstation (ISS), efter at to astronauter måtte nødlande torsdag.

Det siger chefen for Roscosmos, Dimitrij Rogosin, siger til nyhedsbureauet Reuters.

Amerikaneren Nick Hague og russeren Aleksej Ovtjinin blev torsdag sendt afsted ved en opsending fra Kasakhstan. Kort efter opsendingen begyndte, gik noget med støtteraketterne galt.

Roscosmos oplyser ifølge Reuters til nyhedsbureauet Interfax, at fejlen skyldes en kollision mellem første og andet trin af støtteraketter.

Ingen af de to astronauter kom til skade torsdag.

Torsdag suspenderede Roscosmos alle andre bemandede opsendinger.

Fredag siger Sergej Krikalev fra Roscosmos ifølge Reuters, at også opsendinger af materiel kan blive udskudt.

Årsagen til, at de to astronauter skulle op til ISS i første omgang, var, at der er behov for reparationer på rumstationen.

Der er planlagt en ubemandet opsending af forsyninger til rumstationen. Den udskydes muligvis ifølge Krikalev. Det ubemandede fartøj, der skal føre forsyningerne op til ISS, bruger de samme raketter som torsdag fejlede.

Roscosmos og USA's rumagentur, Nasa, står sammen for at forsyne ISS.

Siden 2011, hvor Nasa stoppede sit rumfærge-program, har USA ifølge Reuters overladt opsendinger til ISS til russerne.

USA's præsident, Donald Trump, svarede torsdag, at han ikke er bekymret ved at lade russerne stå for den amerikanske astronauts sikkerhed.

I Rusland skal en kommission undersøge, om der er begået fejl af kriminel karakter i forbindelse med torsdagens opsendelse.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...