Efter revolutionen har iranerne kun råd til at spise kylling

Fodbold 20. juni 2003 08:00

Af Hanne Sørine Sørensen, Ritzaus Bureau TEHERAN: De regeringsfjendtlige demonstrationer i Iran, som iranske universitetsstuderende indledte i sidste uge, har nu også bredt sig til fattige bydele i hovedstaden Teheran. For selv om det er kravene om større politisk frihed, der hidtil har runget højst, så bunder mange iraneres utilfredshed med styret i Iran også i dårlig økonomi, høj arbejdsløshed og mangel på fremtidsudsigter. Selv et angiveligt voksende antal hjertetilfælde og kræfttilfælde får Den Islamiske Revolution skylden for. De kunne dog også skyldes den gule, kvælende smog, som ofte allerede ved nitiden om morgenen lægger sig tungt over de ellers smukke, snedækkede bjergtoppe nord for Teheran. Fra tidlig morgen til sen aften er Teherans gader og enorme ringvejsnet fyldt med millioner af biler, der uden filtre kører på forurenende, blyholdig benzin til 650 rialer (50 øre) literen. - En meget stor del af Irans olieindtægter bruges på infrastruktur og lavteknologi. Og der er intet incitament til at investere i miljøteknologi eller til at spare på benzin, el eller vand, da det hele er statsstøttet, siger lederen af FN’s Udviklingsprogram (UNDP), Frederick Lyons, til Ritzau. Ifølge Lyons er det da også netop statsstøtten, den meget høje grad af protektionisme og Irans meget centraliserede økonomi, som har skylden for, at mange iranere har så svært ved at få økonomien til at hænge sammen. - For selv om Iran har en fungerende økonomi, hvor infrastruktur som veje, skoler, universiteter og hospitaler er på plads, så er det ikke nok til at garantere økonomisk vækst i et land, hvor fattigdom stadig er en realitet for en stor del af befolkningen, og hvor de traditionelle problemer med underudvikling på landet fortsat eksisterer, siger Lyons. Han mener, at Irans ledere er nødt til at træffe nogle barske beslutninger om at fjerne statsstøtten, så der kan skabes et mere konkurrencedygtigt marked, hvor såvel industri som landbrug tilpasses de udfordringer, som globaliseringen stiller landet overfor. Sker det ikke, vil bilerne og industrien ifølge Lyons blive ved med at forurene, og iranerne vil blive ved med at skulle leve med varer af dårlig kvalitet. Samtidig vil det blive umuligt at skaffe arbejde til de millioner af unge iranere, der allerede nu står uden arbejde, og som universiteterne hvert år producerer stadigt flere af. Flere af Irans højtuddannede unge vil, som det allerede sker, søge mod udlandet i håb om en bedre fremtid dér. For Mohamad Nikzad er løbet allerede kørt. I et gammelt karavanserai i Teherans fattige sydlige del arbejder han sammen med et par andre mænd med at sortere brugte melsække og sælge dem til landmænd. - Men jeg har været arbejdsløs i et år og har oparbejdet en gæld på 30 millioner rialer (23.600 kroner), som jeg ikke ved, hvordan jeg skal betale tilbage. Jeg er den eneste i min familie, der arbejder, fortæller Mohamad Nikzad, der i snit tjener 40.000 rialer (31 kroner) om dagen på det støvede arbejde i karavanseraiet. - Det er slet ikke nok til familien, men hvad skal jeg gøre? Jeg håber, at fremtiden bliver bedre for mine børn. For mig er det for sent, siger Nikzad, der håber, at Irans regering vil gøre noget, så økonomien bliver bedre, ”for når vi får et bedre liv, så bliver vi også mere fri”. Ali Mazrooie, der er formand for Irans journalistforbund og samtidig medlem af parlamentet for Irans præsident, Mohammad Khatamis, reformvenlige fløj, mener, at de politiske reformer går forud for de økonomiske. - Hvis vi skal løse de økonomiske problemer, skal vi først have skabt en friere politisk situation. Vi kan ikke løse de økonomiske problemer uden først at have skabt demokratiske institutioner. Men hvis vi sammenligner økonomien nu under Khatami med, hvordan den var under (Irans tidligere præsident Ali Akbar, red.) Rafsanjani, så er den langt bedre nu. Men folks behov bliver stadig ikke mødt, erkender Mazrooie. Spørger man et ældre ægtepar i en boligblok i det centrale Teheran, så ”var alting billigere under shahen”. - Før revolutionen var der ikke nogen, der spiste kyllinger. Nu spiser vi kyllinger, fordi kød er for dyrt. Før revolutionen var der faste priser på varerne. Nu ved vi med sikkerhed, at når vi går i seng om aftenen, så vil priserne være steget, når vi står op. I fjernsynet vises der hele tiden deprimerende udsendelser om begravelser, martyrer og krig, siger den ældre mand, mens den tyrkiske satellitkanal, som han har hentet ned via parabol, kører i baggrunden. - Shahen byggede en begravelsesplads i Teheran, der skulle kunne rumme et helt århundredes døde. Men den er allerede fyldt på grund af krigen (mellem Irak og Iran 1980-1988, red.). Før revolutionen var der heller ikke så mange, der døde af kræft og hjerteanfald. Det gør folk nu, fordi de er stressede, siger han. Han mener i øvrigt, at grunden til, at så relativt få endnu åbent giver udtryk for deres utilfredshed med styret, er frygt. Både frygt for regimets straf, men også frygt for, at et nyt oprør eller en ny revolution vil betyde, at der bare kommer en afløser, der er endnu værre. - Det skete jo sidste gang, da vi fjernede shahen, siger han. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...