Efter tåregas-episode: Mand bliver belønnet

Erik Christensen havde glemt at slukke sin telefon - det endte med at gøre ham 1000 kroner rigere

Erik Christensen får en erkendtlighed efter episoden med tåregas på Havrevej i Thisted.

Erik Christensen får en erkendtlighed efter episoden med tåregas på Havrevej i Thisted.

THISTED:Det kan betale sig at give en hjælpende hånd.

Det oplevede Erik Christensen fra Thisted, efter han torsdag modtog en belønning på 1000 kroner for at have hjulpet politiet i forbindelse med episoden med den 44-årige mand, som den 18. september udløste tåregas i sin lejlighed ved Havrevej midt om natten og tvang en hel boligblok på gaden.

Politiet ringede i løbet af natten til Erik Christensen, gårdmand i Lejerbo, som kunne åbne op for de evakuerede folk i en gildesal tæt på lejligheden.

- Jeg havde glemt at slukke min telefon om aftenen, så det var heldigt, at jeg overhovedet tog den, siger Erik Christensen.

Der var cirka 15 beboere, som måtte evakueres, og det var en stor hjælp for politiet, at folk kunne komme indenfor til kaffe og rundstykker i gildesalen.

- Mine kolleger er rigtig tilfredse med hjælpen, fordi det lettede deres arbejde meget, at der blev taget hånd om beboerne. Det var super dejligt, siger Jørgen Jensen fra Thisted Politi.

Manden med tåregassen lod sig anholde klokken otte efter seks timers forhandling med politiet. Der var blandt andet en beboer, som måtte reddes ned fra altanen ved hjælp af en stige, men de evakuerede syntes generelt ved godt mod.

- De tog det overraskende roligt. Der var lige et par stykker, som skulle tilses af vagtlægen, men ellers gik det uden problemer, siger Erik Christensen.

Den 44-årige mand er varetægtsfængslet i surrogat frem til 16. oktober.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.