Efter våbenhvile: Bål brænder stadig i centrum af Kijev
Våbenhvilen i Ukraine ser ud til at virke, men flere demonstranter er stadig på plads i hovedstadens centrum.
Det har været en rolig nat i Ukraines hovedstad, efter at landets præsident, Viktor Janukovitj, og oppositionen sent onsdag aften blev enige om en våbenhvile.
Ukrainske tv-billeder viser tidligt torsdag morgen, at der stadig brænder enkelte bål på Uafhængighedspladsen i Kijev, og af og til bliver der affyret fyrværkeri, mens demonstranter synger sange og råber slagord.
Men våbenhvilen har foreløbig stoppet blodsudgydelserne.
Adskillige mennesker er stadig samlet på den central plads, der i de seneste døgn har været slagmark for blodige kampe mellem urobetjente og vrede oppositionstilhængere. 26 mennesker har mistet livet, og hundredvis er såret i det værste uroligheder i over 20 år.
Torsdag tager Polens, Frankrigs og Tysklands udenrigsministre til Kijev, før de senere på dagen mødes med deres EU-kolleger i Bruxelles for at diskutere, om EU skal indføre sanktioner mod Ukraine.
Demonstranterne har i tre måneder forskanset sig i centrum af Kijev. De kræver, at Janukovitj og hans regering træder tilbage, efter at præsidenten før jul nægtede at underskrive en samarbejdsaftale med EU.
/ritzau/
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.