Efter voldtægt og grov vold: Mand undgår udvisning

34-årig mand findes skyldig i at have voldtaget og overfaldet tidligere kæreste på Frederiksberg.

I en sag om voldtægt og farlig vold er en statsløs palæstinenser mandag blevet frifundet for påstanden om udvisning.

Til gengæld har Retten på Frederiksberg idømt den 34-årige Rani Abdul-Karim fængsel i tre år og seks måneder og en betinget udvisning - et såkaldt gult kort.

Det indebærer, at manden risikerer at blive udvist, hvis han i de næste to år på ny begår kriminalitet.

I august udsatte han sin tidligere kæreste for grov vold. Hun blev sparket og slået, ligesom han ifølge anklageskriftet blandt andet viklede en bruserslange om hendes hals og strammede til.

Ude på gaden så forbipasserende, hvordan han sparkede den blødende kvinde og trak hårdt i hende. De slog alarm til politiet.

Desuden er den 34-årige fundet skyldig i at have voldtaget kvinden, som han til sidst urinerede på.

Manden har boet i Danmark, siden han var syv år, og han har aldrig boet i hjemlandet, idet han blev født i Tyskland.

Hans tilknytning til Danmark er således stærk, men alligevel mente anklagemyndigheden, at forholdene var så grove, at han burde udvises.

Imidlertid har domsmandsretten altså fundet, at en betinget udvisning er det rigtige resultat.

I straffen indgår i øvrigt en reststraf på cirka et år fra en tidligere dom.

Rani Abdul-Karim tog betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen til landsretten, oplyser Københavns Politi.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst