Aalborg

Efterår med spirituel fordybelse

{ AALBORG: Teosofisk Forening og DOF-Aalborg Oplysnings Forbund har sendt deres fælles efterårsprogram på gaden, og her er rig mulighed for fordybelse i sind og sjæl, når den mørke tid igen kommer over os. På programmet er blandt andet foredrag med Marion Dampier-Jeans, der er et internationalt anerkendt medium, der efter sigende skulle kunne kommunikere med åndeverdenen. Andre kendte navne er Lars Muhl og Søren Hauge, der vil fortælle om henholdsvis ”Det knuste hjertes visdom” og vejen fra almindelig til spirituel bevidsthed. Derudover bliver der mulighed for at hengive sig til blandt andet Kabbalah-studier, intuitiv sang, esoterisk healing og indføring i tarotkortenes verden. Og hvis der er appetit på mere underviser den dynamiske astrolog Holger Stavnsbjerg i astrologi, ligesom efterårssæsonen byder på eksperimenterende esoterisk astrologi med B. Kim Pedersen. Nogle af tilbuddene er gratis, og du kan læse mere om programmet på www.teosofi.dk eller www.aalborgoplysningsforbund.dk. Et fuldt program kan fåes ved henvendelse til Lissi Bartholomæussen på telefon: 70 23 17 22.