Efterårsferie med fjer på

Badminton 18. oktober 2002 08:00

VRÅ: Det var ikke kun ved Indianerdagen på Børnenes Jord, at Vrå-børn holdt efterårsferie med fjer på. I Vrå Hallen lige i nærheden holdt 16 børn forældre- og fjernsynsfri ferie med fjerbolde og ketcher onsdag og torsdag. "Slå et slag for sjov" står der på deres nye t-shirts lavet i anledning af badmintonskolen. Og mottoet kom til at holde stik. - Jeg tror, at jeg ville have siddet ved computer-skærmen det meste af ferien, hvis der ikke havde været badmintonskole, konstaterer Jacob Grinsted. Han er lige så glad som de andre 15 for det nye tiltag med badmintonskole arrangeret af DGI og Vrå Badmintonklub. Nogle af deltagerne havde ligefrem svært ved at holde alle pauser - de fortsatte simpelt hen ved nettet i hallen. - Det er en god idé med badmintonskole - det er sjovt, siger veninderne Anne Sofie Mørk og Sanne Træholt, der startede med at spille for et par måneder siden. - Egentlig skulle vi have haft engelsk nu, men jeg er ikke ked af, at vi spiller badminton i stedet, understreger Sanne Træholt. På banen gik det med forskellige greb, fladt spil på det halve af banen, netdrop, for- og baghånd og benarbejde, hvor deltagerne skulle helt ud til sidelinierne henne ved nettet. Hockey og tennis Ind imellem spillede de holdturnering, hvor de selv skulle sætte hold fra to grupper. - Men det hele er nu ikke badminton. Vi spillede floorball/hockey og skumtennis tidligere, fortæller Anne Gregersen, der er DGI's instruktør. - Jeg kunne nu kun ramme bolden én gang, smiler Anne Sofie Mørk om hockey-delen. - Jeg synes, hockey er sjovt. Det er godt, at vi også prøver noget andet. Seks timer badminton i to dage ville være for meget, mener Boe Aune. Der blev også sat plastik op, så deltagerne ikke kunne se modstanderens banehalvdel. Og da de fik Mathis-briller på med tykke glas, kunne de også dårligt se deres egen ketcher. - Det var nu heller ikke nemt at ramme boldene, da vi fik spændt en ballon på ketcheren. Så går det langsommere med at svinge den, forklarer Boe Aune med et smil. Torsdag legede de også stafetløb og krig. Vinderen af den gamle sten-saks-papir-leg med hånden fik lov til at jagte taberen. Krig foregik på badmintonbanen, hvor hver startede med ti bolde, som skulle skydes over. Når instruktøren råbte "Stop!", gjaldt det om at have færrest bolde på banen. Korte kampe Anne Gregersen lavede også om på reglerne ved hjælp af et spil kort: - De trak et kort, som viste, hvor mange point de skulle spille til. Så nogle kampe blev ekstremt korte - kun til ét point. - Vi vil helt sikkert gerne med igen, hvis der bliver lavet badmintonskole næste år, siger Anne Sofie og Sanne, og de andre stemmer i. Ellers har de og andre interesserede mulighed for at spille hver mandag og onsdag sidst på eftermiddagen i Vrå Hallen. - Der er 45 børn og unge i alderen 7-18 år i klubben. Sæsonen startede i september, fortæller Lene Sørensen fra Vrå Badmintonklub. I år er også startet en klub i Poulstrup, men det er nu ikke derfor, at Vrå-klubbens ungdomsafdeling er blevet mindre. - Vi har færre børn end sidste år, bl.a. fordi nogle er begyndt på efterskole. Men til gengæld har vi fået mange begyndere med, forklarer Lene Sørensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...