Efterårsferie med knald på

Messecenter lægger hus til fire dages lege og actionland

Aars 9. september 2002 08:00

AARS: Der er godt nyt til alle barnlige sjæle i den legedygtige alder. I efterårsferien afprøver Messecenter Aars nemlig et nyt koncept. Det traditionelle legeland, der førhen har holdt børn og unge beskæftiget i deres efterårsferie, skifter nu både navn og indhold. Men bare rolig, unger. Selv om sidste års hoppeborg denne gang må ligge punkteret hen, kommer det ikke til at skorte på tilbud. Tværtimod. - Det er jo et helt nyt koncept, siger messecenterets direktør Thomas Hermann. - Vi har samarbejdet med en masse lokale foreninger og idrætsklubber om arrangementet, der kommer til at vare hele ugen og i øvrigt vil fylde alle tre haller til bristepunktet med aktiviteter og lege. Det er et tilbud og et alternativ til at gå og kede sig på gaden i efterårsferien. Målgruppen er stort set den samme, men måske lidt bredere. Og der vil blive noget for enhver smag og til enhver aldersgruppe, lover messecenterets direktør. At dingle fra en snor Begivenheden skydes i gang 14. oktober og løber til og med 17. oktober. Messecenterets haller vil i perioden blive udstyret med blandt andet et kæmpe sandbjerg med legetøj for de mindste og en simulator til faldskærmsudspring for de lidt ældre. - Nordjysk Faldskærmsklub vil alle dagene undervise i faldskærmsudspring. Der gør de ved hjælp af en simulator, der fungerer lidt som et elastikspring. Det bliver noget med, at simulatoren bliver fastgjort til væggen, hvorfra man så kan springe ud og så hænge og dingle fra en snor foran en skærm. Klubben bruger den selv, når de træner deres spring, siger Thomas Hermann. Af andre specielle begivenheder nævner Thomas Hermann både NetCaféen og modelflyvningen. - Vi håber at kunne komme ud at flyve med modelfly. Klubben kommer og fortæller om det, og de håber at kunne demonstrere det med nogle helikoptere. Men det kræver altså lige nogle tilladelser på grund af blandt andet den støj, sådan nogle modelfly laver, forklarer Thomas Hermann. Liga Timo ? Efterårsferiens lege og actionland går i øvrigt under det noget kryptiske navn Liga Timo 2002. Men det er der en god forklaring på, fortæller Thomas Hermann - Jamen, det er en slags ordspil eller sammentrækning af "tid til morskab" og "ligamorskab". Og så synes vi også, at selve ordet liga indikerer noget med sammenhold og fællesskab, og det fortæller sådan set meget godt, hvad det er, vi håber på, siger Thomas Hermann. Messecenterets direktør håber selvfølgelig også, at arrangementet bliver en succes og trækker masser af mennesker. - Vi håber og regner med cirka 1000 - 1500 gæster spredt ud over alle fire dage. Det er nogenlunde det antal, vi ramte med legelandet, og det er derfor det, vi sigter imod. Og så håber vi selvfølgelig, at det slår an, og folk kan lide det. Planen er jo, at vi skal gentage det år efter år. Og vi har faktisk allerede fået henvendelser fra nogle af de foreninger, der ikke kunne være med i år, men som har givet tilsagn til, at de godt vil være med næste år, siger Thomas Hermann. Liga Timo 2002 er i sagens natur mest for børn og unge, men voksne er naturligvis også velkomne. Billetpriserne ligger imellem 75 og 400 kroner afhængig af, hvor mange dage man køber til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...