EMNER

Efterårshygge i høj kurs

I Løvvangenskolens DUS i Nørresundby nyder børnene ferien

NØRRESUNDBY:Når de mangefarvede efterårsblade bliver samlet i en stor bunke forvandles de til en perfekt hoppepude for de børn, som tilbringer efterårsferien i Løvvangskolens DUS-ordning, hvor der er bedre plads end normalt. - Det er hyggeligt, når vi ikke er så mange, for man kan bedre komme til at lege med tingene, og vi kommer også på udflugter. I går var vi i Randers Regnskov, siger Sara på otte år, som ligesom kammeraterne synes det er helt fint at holde ferie i DUS'en. Efterårsferien står i det hele taget i høj kurs blandt børnene, som nødig ville undvære en uge blandt kammerater og klatretræer. - Man bliver træt af at være i skole hele tiden - og hvis ikke vi fik ferie, blev vi også alt for kloge, konstaterer Marie i en pause i Løvvangens musikstudie, hvor hun er i gang ved at indspille en sang. Det er der også bedre ro til i ferieugen, hvor cirka halvdelen af børnene er hjemme hos deres forældre, mens den anden halvdel nyder godt af de ekstra tilbud, som DUS'en har i ferietiden. - Det ville være megatræls, hvis vi ikke fik efterårsferie, forsikrer Jonas inden han spiller videre på computeren i det store computerrum, som er meget lettere at få plads i når det er ferietid.