Efterårskunst i Jerslev for 22. gang

Maleriet på plakaten til Efterårskunst 2008.

Maleriet på plakaten til Efterårskunst 2008.

JERSLEV:På lørdag og søndag er det 22. år i træk, at Borgerforeningen for Jerslev og Omegn arrangerer ”Efterårskunst i Jerslev” på Toftegårdsskolen. Det lokale folketingsmedlem, Lene Hansen åbner udstillingen på lørdag formiddag. Bagefter er der et let traktement til alle fremmødte samt et musikalsk indslag. Der er gratis adgang til salgsudstillingen, som foregår i Toftegårdsskolens idrætshal. Her kan publikum opleve billed-, glas- og tekstilkunst, keramik, relieffer, skulpturer samt unika smykker. Der er endvidere mulighed for at kunne slappe af i KunstCaféen, hvorfra der er udsigt til de udstillede værker. Hele 48 kunstnere er tilmeldt - heraf er 16 nye i forhold til sidste år. Den lokale husflidsforening byder på en flot og varieret udstilling af medlemmernes formåen. Skolefritidsordningerne ”Solstrålen” og ”Regnbuen” viser kunst lavet af naturens materialer. Egnsmindesamlingen for Jerslev og Omegn har i år sammenfattet en stor udstilling, som bærer titlen ”Skole og Kultur”. Den kan ses ved indgangen til Efterårskunst, hvor også jubilæumsbogen kan købes. Allerede onsdag går de sidste forberedelser i gang med blandt andet opsætning af udstillingsvægge. Borgerforeningen har et stort netværk med utallige frivillige hjælpere, som yder en uvurderlig arbejdsindsats før, under og efter udstillingen. - Det bliver en intens efterårsoplevelse for sanserne hos de mennesker, som vælger at besøge udstillingen i løbet af weekenden, lover Kaja Rosenvinge, der er en af de frivillige bag udstillingen. Illustrationen til årets plakat er malet af Anette Laursen, som tidligere især var kendt for sine stenfugle, når hun udstillede i Toftegårdsskolens idrætshal. Nu maler Anette billeder, som bl.a. kan opleves på årets udstilling. Efterårskunst modtager et tilskud fra Fritids- og Kulturudvalget i Brønderslev Kommune.