Flyulykke

Efterforskere finder ligdele i havet efter flystyrt

Et fly med 189 personer om bord styrtede fra en skyfri himmel. Flyproducent Boeing hjælper nu med opklaringen.

En pung, der menes at tilhøre en af passagererne på det forulykkede Lion Air-fly, flyder her rundt i havet ud for Indonesiens hovedstad, Jakarta. Foto: Arif Ariadi/Ritzau Scanpix

En pung, der menes at tilhøre en af passagererne på det forulykkede Lion Air-fly, flyder her rundt i havet ud for Indonesiens hovedstad, Jakarta. Foto: Arif Ariadi/Ritzau Scanpix

Myndighederne i Indonesien har fundet ligdele fra personer, der var om bord på et fly fra det indonesiske lavprisselskab Lion Air.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Et fly af modellen Boeing 737 MAX 8 fra selskabet styrtede mandag morgen lokal tid i havet, kort efter at det var lettet fra Indonesiens hovedstad, Jakarta.

Om bord var 178 voksne passagerer, et barn, to spædbørn, to piloter og fem medlemmer af kabinepersonalet.

Siden har myndighederne i Indonesien efterforsket styrtet. Indonesiens katastrofeministerium lagde tidligere billeder ud, som viser smadrede smartphones, bøger, tasker og dele af flyet.

Myndighederne siger, at de frygter, at alle 189 personer er omkommet i flystyrtet.

Af en erklæring på Boeings hjemmeside fremgår det, at Boeing bidrager til efterforskningen med teknisk assistance efter forespørgsel fra de statslige myndigheder.

Også amerikanske myndigheder hjælper til i efterforskningen, der i forvejen involverede mere end 300 soldater, politibetjente og fiskere.

Ifølge nyhedsbureauet AP havde piloten bedt om tilladelse til at vende om, kort efter at flyet var lettet.

Den tilladelse blev angiveligt givet, men ti minutter senere styrtede flyet i havet i stedet for at vende tilbage til lufthavnen i Jakarta.

Det vides endnu ikke, om det var tekniske problemer, der fik flyet til at styrte. Men der havde været uspecificerede tekniske problemer på turen forud for styrtet.

Flyet, der var splinternyt og først sat i rutefart i august, faldt ifølge Reuters ned fra en skyfri himmel.

Piloten var en 31-årig inder ved navn Bhavye Suneja. Han og en italiensk passager var angiveligt de eneste personer på flyet, der ikke var af indonesisk afstamning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst