Efterladte i chok over dom

Nære pårørende til den afdøde 19-årige Claus Meldgaard Pedersen sad chokeret tilbage, da Retten i Aalborg afsagde dom i voldssagen, der lå forud for den unge mands død.

Natten til 17. februar var han i slagsmål med en jævnaldrende mand fra Hobro-egnen. Bagefter gik Claus Meldgaard Pedersen i seng, sov ind i bevidstløsheden og døde som følge af en hjerneblødning. Men retten fandt det ikke bevist, at det var lige præcis knytnæveslagene under slagsmålet, der gav ofret et kraniebrud i tindingen og førte til hjerneblødning og død. Det fik betydning for straffens længde. Den tiltalte 19-årige mand fik tre måneders fængsel. Han er nu en fri mand, eftersom han allerede har afsonet med over tre måneder i varetægtsfængsel. - Jeg overværede hele retssagen, og dommen kom som et chok. Vi kan ikke forstå, at man ikke kan sige, at slagene var årsag til Claus’ død, siger Anna Marie Bergmann fra Skive, der er moster til den afdøde. Forsvarsadvokat Ole Nepper-Christensen, Aalborg, forstår godt de pårørendes reaktion. - Det er klart, at det efterlader dem uden nogen egentlig afklaring om skylden. Men naturligvis er jeg tilfreds med dommen. Obduktionserklæringen sagde ikke tydeligt, at min klients slag forvoldte døden. Derfor er tvivlen kommet ham til gode, siger Ole Nepper-Christensen. Den tiltalte erkendte, at han slog sin modstander flere gange i hovedet.