Efterløn kommet for at blive

ORDNING: "Det grå guld" - altså de ældre, erfarne medarbejdere - bliver vendt og drejet i den offentlige debat. Nu er det igen blevet aktuelt, efter at Dansk Arbejdsgiverforening kan melde, at 80 pct. af de ny efterlønnere har trukket sig efter eget valg, og at de var i job indtil efterlønsalderen. Næsten samtidig har OECD kommet med en melding, og regeringens økonomiske redegørelse justerer ligeledes tallet af ny efterlønnere opad. Derfor skal jeg prøve at sætte et par kendsgerninger på plads for såvel DA som OECD. Meningen med efterlønnen er hverken at presse folk ud eller at fungere som en slags dagpenge for ældre. Så det er helt efter efterlønnens hensigt, at de færreste melder om utilfredshed med ordningen. Men lur mig, om ikke disse fakta skal bruges til at tage endnu en runde om pensionsalderen. Samtidig har DA travlt med ikke at nævnte, at den selv burde tage medlemsvirksomhederne ved vingebenet og motivere dem til at beholde og ansætte den erfarne arbejdskraft. Vi har jo lige fået endnu et signal af Anders Fogh selv. Han vil bløde op på folkepensionsalderen, men han har ikke opdaget, at det er "old news". Der er talrige måder at afslutte sit arbejdsliv på, og det sker i stort set i alle de tilfælde, hvor en medarbejder måtte ønske det. Man kan også glimrende diskutere fornuften i at give de ældre ret til at "spare op" af folkepensionen, som regeringschefen nu foreslår. Modellen med at give kommende pensionister "ventepenge" giver en socialt skæv problemstilling: de, der vil arbejde ud over 60-årsalderen (speciallæger, højere funktionærer m.fl.) bliver ved, for dem kan der være mangel på. Derimod vil specialarbejderen, smeden eller kassedamen aldrig få glæde af ordningen. Det er de laveste indkomstgrupper, som bliver presset over på efterløn, og de får ikke den ringeste gavn af den opsparede pension. Så hvis tanken er at forringe forholdene for dem, som efterlønnen oprindelig var tiltænkt, så er hensigten opfyldt. Men uanset ventepengemodellen, vil efterlønnen fortsat være en del af det danske pensionsmønster. Socialdemokraterne er tilfredse med, at beskæftigelsesministeren - regeringens næsttungeste dreng - udsteder klare garantier for, at efterlønnen ikke er til diskussion i VK-regeringen. Hvis vi var i en situation med stor mangel på arbejdskraft, ville billedet være helt anderledes - men ledigheden stiger jo for alle aldersgrupper for øjeblikket dramatisk. Det hindrer ikke nogle i regeringspartierne at holde gryden i kog omkring efterlønnen. Kritikerne mener altid, at den er en "trussel", enten fordi den truer samfundsøkonomien, eller er for dyr (for hvem?), eller at forhindrer os i at skaffe arbejdskraft om et par år og endelig fordi de "forkerte" mennesker går på efterløn. Heldigvis kan påstandene afvises én for én. Efterlønnen truer ikke velfærden og samfundsøkonomien, og den er ikke "for dyr". Efterlønnen koster ikke de 22 mia. kr., som den folkelige overtro vil vide. Udgiften til efterlønnen er kun på 16 mia. kr., fordi resten kommer ind gennem ny kontingentindbetalinger. Altså er udgifterne til efterløn ikke steget. En anden påstand hævder, at efterlønnen hindrer os i at få kvalificeret arbejdskraft i løbet af nogle år. Forkert igen. Vi foretog som bekendt en reform af efterlønnen i 1998, og den har virket efter hensigten. Der er ingen grund til at antage, at de efterlønsmodtagere, som trækker sig ud af arbejdsmarkedet, ikke kan erstattes af nogle af de ledige samt de nytilkomne. En tredje folkelig påstand, der er udbredt især i chefredaktørkredse, siger, at efterlønnen bliver brugt af andre end dem, den var tiltænkt. Det er heller ikke rigtigt. Hvergang 100 SID'ere, KAD'ere eller RBF-medlemmer fylder 60 år, bruger ca. 80 af dem ordningen. Omvendt går kun 30 pct. af de 60-årige magistre på efterløn. Netop de tre første grupper er dem med de hårdeste jobs, det ringeste arbejdsmiljø og den største risiko for nedslidning. Generelt har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen altså ret: der er ikke brug for ændringer af efterlønnen. Alderen for tilbagetrækning er faktisk steget med et år siden ændringerne i 1998. Bærer vi os klogt ad, har vi også i fremtiden råd til efterlønnen. Problemet ligger ikke i efterlønnen, men i den borgerlige regerings ukloge skattestop, som har udløst skattelettelser til de rige i samfundet, og at udgifterne til arbejdsløshed stiger, fordi ledigheden stiger under den nuværende regering. Det giver selvfølgelig en selvskabt plage. I stedet for at blive ved med at nedgøre efterlønnen og de ældre, burde man holde op med at så tvivl om ordningen. Det giver blot utrygge 60-årige, som motiveres til at hamstre efterløn. Arbejdsgiverne har ansvar for at beskæftige seniorerne på arbejdsmarkedet. Både private og offentlige arbejdsgivere er alt for vilde med at afskedige - undskyld: udfase - ældre medarbejdere. Deri ligger udfordringerne - ikke fra efterlønnen.