Efterlønner kom ind i livgarden

Lars Hofmeister
Preben Christensen fra Frederikshavn kom med i Tordenskioldsdage for et halvt år siden. Han skulle lige finde sin plads i hierarkiet.Foto: Michael Koch
Frederikshavn 3. september 2016 12:40

FREDERIKSHAVN: Jamen, selv om man eventuelt skulle hade de små, men fantastisk højlydte kanoner, så er Tordenskioldsdage i Frederikshavn da bare et herligt og livsbekræftende syn.

Tordenskioldsdagene foregår på Paradiskajen, men lørdag formiddag var der farverigt og historisk optog fra Frederikshavn Kirke og videre gennem gågaden op til statuen af Tordenskiold på Fisketorvet, hvor borgmester Birgit Hansen bød velkommen - og i øvrigt fik sagt et stort tak til de medvirkende, der gør Tordenskioldsdage muligt.

Og her på Fisketorvet var det tydeligt at se, at de mange statister nyder deres rolle og udklædning og gerne lever sig flere hundrede år tilbage i tiden.

Her er soldater, jævne folk og blåt blod blandet sammen, og så er der enkelte, der er med for første gang.

Tag nu bare Preben Christensen i den røde uniform, der lige skulle vænne sig til at marchere og finde sin plads i hierarkiet.

Han er frederikshavner, og det var først for et halvt år siden, han kom med i Tordenskioldsdage.

- Jeg er lige blevet efterlønner, og det er først nu, jeg har fået tid. Jeg er kommet med i livgarden. Det er sjovt, og jeg følger bare efter de andre, siger Preben Christensen med et skævt smil.

Efter opholdet på Fisketorvet fortsatte optoget ned til Paradiskajen.

Tordenskioldsdage bliver holdt for 19. gang.

Se hele programmet på oceanos.guide

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...