Efterlønsreform - nu

Valget er enkelt. Vi kan tage de nødvendige beslutninger nu eller skubbe problemerne foran os.

Efterlønnen koster os årligt 16 milliarder kroner. Penge, vi bruger til at betale arbejdsdygtige mennesker for at stoppe et aktivt arbejdsliv til fordel for passiv forsørgelse i lænestolen eller på golfbanen. Det sker samtidig med, at arbejdsstyrken svinder ind, fordi de store årgange går på pension og færre unge står klar til at tage over. Hvis vi kigger blot nogle få år ud i fremtiden vil Danmark komme til at mangle arbejdskraft. Det vil skade vores konkurrenceevne, væksten og i sidste ende vores velstand. Derfor har Venstre i samarbejde med vores regeringspartnere fremlagt et udspil til en reform, der ruster vores samfund til fremtidens udfordringer. En gradvis afskaffelse af efterlønnen vil øge beskæftigelsen med 70.000 og udvide vores samlede produktion med 50 milliarder kroner i år 2020. Det har vi hårdt brug for! I vores udspil tager vi hensyn til dem, der står lige for at skulle gå på efterløn og samtidig sikrer vi, at de af os, der reelt er nedslidte efter et langt arbejdsliv, stadig kan forlade arbejdsmarkedet. For alle andre vil reformen blive indført gradvist, således, at dem der er tættest på 45 vil opleve de største ændringer, mens personer op imod de 56 år kun vil opleve små forandringer. Udspillet til en tilbagetrækningsreform er en konkret løsning på et meget konkret problem, som vi ikke kan lukke øjnene for. SF og Socialdemokraterne har været meget ukonkrete i deres løsningsforslag og hævder, at vi kan løse de økonomiske udfordringer ved at bruge flere penge. Tomme løfter og varm luft giver måske point i meningsmålingerne, men det er så langt fra nok, når det kommer til at styre en økonomi og sikre, at vi også har penge til hospitaler, skoler og plejehjem om 5, 10 eller 20 år. Den slags kræver evnen og viljen til at gennemføre de svære men også nødvendige beslutninger! En af dem er en reform af efterlønnen.

Forsiden