Aalborg

Efterlyser en helhedsplan

Professor Hans Kiib håber også, at tænkepause kan blive en fordel

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hans Kiib har tidligere kritiseret, at man ikke har gjort mere for at bevare den gamle havne- og industrikultur. Men det burde der være en oplagt mulighed for nu. arkivfoto: grete dahl

AALBORG:- Nu må der laves en helhedsplan for hele området... Det understreger professor Hans Kiib fra Institut for Arkitektur og Design på Aalborg Universitet. Han håber, at tænkepausen omkring Musikkens Hus kan bidrage til udviklingen af en mere sammenhængende havnefront. Kiib har tidligere kritiseret, at man ikke har gjort mere for at bevare den gamle havne- og industrikultur. Men det burde der være en oplagt mulighed for nu. - Hidtil har der været en hvid plet på planlæggernes kort i forhold til placeringen og udformningen af Musikkens Hus. Men nu får vi forhåbentlig en ny chance for at skabe sammenhæng og samspil med de øvrige projekter på havnen, siger han. Ifølge Hans Kiib drejer det sig blandt andet om at udnytte det liv og de kraftcentre, som uundgåeligt vil opstå omkring Nordkraft det ny Utzons Hus. - Planerne for Musikkens Hus er desværre skrottet. Men jeg tror alligevel, kommunen har godt greb om tingene med hensyn til det øvrige kulturliv, siger han. - Nordkraft og Utzons Hus vil sammen med udflytningen af Institut for Arkitektur og Design skabe et helt nyt kraftcenter. Og det er præcis den form for sammenspil mellem kulturelle, kreative, erhvervsmæssige og uddannelsesmæssige kræfter, der er brug for, mener han. Hans Kiib håber med andre ord, at politikere og planlæggere vil blande kortene godt og grundigt. For efter hans mening er der mere ræson i ”en sprællevende blanding” end ”et halvdødt musikhus”. - For min skyld må det hele gerne hænge langt mere sammen. Eventuelt helt over til slottet i vest, siger han. - Muligheden for at påvirke udviklingen af området ved Østre Havnebassin er desværre gledet os lidt af hænde. Men derfor er det alligevel positivt, at Aalborg Kommune er begyndt at tænke i større sammenhænge. Og i den forbindelse bør man selvfølgelig også satse på at bevare og indarbejde noget af den industrikultur, som stadig findes i området, tilføjer han.