Lokalpolitik

Efterlyser klare regler

Formanden for Lønstrup Turistforening, Svend Bjørnager, efterlyser klare regler på sommerhusområdet. I øjeblikket er der en ansøgning fra en sommerhusejer om at bygge i halvandet plan, og det til trods for at sommerhuset bogstaveligt talt ligger i forreste klitrække, hvor der normalt kun må bygges i et plan. Men sommerhuset er i lokalplanen opført i en byzone, så der er ikke noget i vejen for etagebyggeriet. - Vi oplever, at når grundejere skal bygge, så siger de, at grunden ligger i byzone, men på den anden side bruger de regler om sommerhuse, for at undgå at blive tilsluttet de offentlige anlæg, så jeg synes faktisk, det er en problemstilling, man bør tage op i den nye lokalplan, siger Svend Bjørnager. Formanden for teknisk udvalg i Hjørring Kommune, Ole Ørnbøl (S), skal være med til at bestemme, om der må bygges i halvandet plan i det førnævnte sommerhus, hvis der kommer indsigelser i høringsrunden, der afsluttes 8. august. - Der kommer en ny lokalplan til efteråret, og indtil da synes jeg, man skal tænke sig godt og grundigt om, inden man går hen og laver Lønstrup helt om - også bygningsmæssigt, siger formanden teknisk udvalg, Ole Ørnbøl (S), der understreger, at han ikke kender til ansøgningen.