Efterlyser vidne til røveri

En mand blev stukket i ryggen med en kniv under røveriet mod en videobutik i Sjællandsgade onsdag aften.

Under efterforskningen af røveriet mod en videobutik i Sjællandsgade i Aalborg onsdag aften, er det kommet frem, at et vidne til røveriet er blevet stukket i ryggen med en kniv af den 26-årige røver. Imidlertidig forsvandt manden fra stedet, inden politiet nåede at snakke med ham, men politiet vil meget gerne have kontakt til manden, da han er et vigtigt vidne i sagen. - Vi formoder, at knivstikket ikke har været så alvorligt, ellers havde han nok henvendt sig af sig selv - og han ved jo nok godt selv, at det er ham, vi gerne vil tale med, fordi han altså er et vidne i sagen, siger Heine Hansen fra Nordjyllands Politi. Den 26-årige røver blev torsdag varetægtsfængslet frem til 3. januar for røveri og trusler. Politiet kan kontaktes på telefon 114.